Danskerne bør holde sig for gode til at synge med på Shu-bi-duas »Danmark« – og DR bør holde sig for god til tage sangen med, når der er fællessang. Det mener debattør Désirée Ohrbeck, der i flere år har boet i USA.
Under en rejse til Danmark deltog hun ved DRs »Fællessang – hver for sig«. Det var her, de danske sportsudøvere havde bedt om at synge Shu-bi-duas hit fra 1974, der indeholder ordene: »Der findes andre mennesker end dem, der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort«.
Jeg ved godt, at Shu-bi-dua er ironiske, men det kræver altså en del at forstå, hvis ikke man har 16 arvelag af kulturforståelse og danskhed i ryggen.Désirée Ohrbeck, debattør, cand.mag. i dansk
Ifølge Désirée Ohrbeck fik teksten hendes børn til at se forskrækkede ud.
»I USA ville en sådan tekst være fuldstændig uhørt og blive betragtet som decideret racistisk,« skriver hun i et indlæg, der blev bragt i Politiken mandag. »Jeg tvivler på, at vi om 20 år synger med på Shubbernes »Danmark«,« tilføjede hun.
Svært at forstå den danske sarkasme
Berlingske har talt med Désirée Ohrbeck, og hun medgiver, at man ikke skal være for tyndhudet. Alligevel mener hun, at det er fejlagtigt, at DR vælger at bruge netop Shu-bi-duas hit i forbindelse med fællessang på DR.
»Jeg ved godt, at Shu-bi-dua er ironiske, men det kræver altså en del at forstå, hvis ikke man har 16 arvelag af kulturforståelse og danskhed i ryggen. Jeg har både undervist på sprogskoler og gymnasier, og jeg kan sige, at selv folk, der er født og opvokset i Danmark, har svært ved at forstå sarkasme og ironi,« siger Désirée Ohrbeck. Hun mener, at DR burde have fravalgt sangen under deres research.
»Jeg synes, at man skulle vælge noget, der var utvetydigt. Hvis man laver et fællessangprojekt, skal man også sørge for at invitere alle folk indenfor. Jeg oplever, at vi er enormt usikre i vores identitet herhjemme. Nogle gange går man for langt i sin egen imødekommenhed over for fremmede kulturer, og andre gange går man slet ikke langt nok. Det er, som om vi slet ikke kan sætte en grænse,« siger Désirée Ohrbeck, der understreger, at USA, hvor hun selv bor, er langt bedre til at håndtere multikulturelle samfund og de hensyn, de kræver af folk.
Det onde er overalt
Niels Reeh, der er lektor ved religionsstudier på Syddansk Universitet, er enig i, at der er en stor forskel på, hvordan danskere og amerikanere ser på humor og satire. Reeh ser en lige linje fra de første amerikanske kristne puritanere, calvinisterne, over den postmoderne identitetspolitik til den seneste forargelse over Shu-bi-duas »Danmark«.
»Calvinisterne rejste fra Europa til Amerika i 1700-tallet for at etablere rene og ubesmittede religiøse samfund på den nordamerikanske østkyst. Calvinisterne mente, at nogle mennesker var forudbestemt til at blive frelst af Gud, og at der mere generelt var »good people« og »bad people«. Puritanere fik kolossal indflydelse på den senere amerikanske moralske selvforståelse, som man stadig opererer med i dag,« fortæller Niels Reeh, der i flere omgange har arbejdet og boet på både Princeton og Berkeley i USA.
»I den her uge handler det tilfældigvis om »det urene« ved en Shu-bi-dua-sang, men det er jo blot udtryk for identitetspolitikkens seneste udpegning af »det onde«. Det er meget binært,« fortsætter Reeh.
Hvad mener du med, at det er binært?
»Det skal ikke bare forstås religiøst, men også juridisk. Altså, enten er du ren og god, eller også du er uren og ond. Der er ikke noget midt imellem. Der er tale om en slags disneyficering af virkeligheden, hvor man ser helt bort fra »the human condition«, altså at mennesket er noget komplekst, noget ikkebinært. Man finder sammen i grupper af »good people« og forsøger sig med naive og meget forenklede regelsystemer for at holde de forkerte, »the bad people«, fra livet, så de ikke »smitter« med deres grumme ideer, sprog og deres såkaldte mikroaggressioner.«
Andre bands var bedre til selvfedme
Det er ikke første gang, at Shu-bi-duas sange skaber ballade. I midten af 1970erne faldt det en gruppe rødstrømper for brystet, at man i sangen »Vuffeli-Vov« sang, at »Du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov/Men der er intet så skønt som en vuffeli-vov«.
Michael Hardinger, der var Shu-bi-duas guitarist og en af de primære sangskrivere i perioden, har ikke lyst til at kommentere den aktuelle sag. I en e-mail til Berlingske skriver han dog, at bandet »altid brugte ironi i teksterne«. Som eksempel nævner han »Costa Kalundborg«, hvor der synges om Danmark som »det nye tropeferieparadis« og om Cheminovas forurening, som giver dejligt øde strande.
»Det er faktisk svært at finde en tekst, hvor vi ikke bruger en eller anden form for humor af den danske type. Det, syntes vi, var sjovere end at prøve at være »rockerfede« i sorte læderjakker og pralagtig indtagen af Cecil og bajere. Det var der andre bands, som var bedre til,« skriver Hardinger.
Ifølge Désirée Ohrbeck er det dog nemmere at tage tingene med humor, hvis man står i en privilegeret situation.
»Det er ikke, fordi det hele skal være »Ramadan i København«, men når DR laver et fællesangsprojekt, må de gerne tænke over, at Danmark i dag består af mange forskellige slags folk. Dem kan man godt invitere ind, samtidig med at man står fast på, at man repræsenterer noget særligt dansk,« slutter hun.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra DR, men ved redaktionens deadline var det stadig ikke afklaret, hvem der skal udtale sig i sagen.





