Det er både en tilstand og en stemme fra min ungdom, der er forsvundet, tænker jeg her i dag, 9. november 2020, ved meddelelsen om Michael Bundesens død.
Den fortrolige, sikre og velmodulerede stemme, der fortalte mig og mine generationsfæller om Sand Hans, Hvalen Valborg og gamle McArine er nu blevet tavs, og det er derfor på sin plads at riste en minderune. Ikke over den nyere tids folkeomklamrede Bundesen og hans blokvogns-Shu-bi-dua – det er fint nok, det er slet ikke det, men den udgave af »Bonden«, som han blev kaldt, er der så mange, der skriver om.
Nej, her er det på sin plads at skrive om dengang, Bundesen, Shu-bi-dua og deres lyriske univers var subversivt og bevidsthedsudvidende på en gang. Dengang, der kun var to »orkestre« i Danmark (det hed ikke bands dengang): Gasolin’ og Shu-bi-dua.
Gasolin’ er for længst blevet kanoniseret, men det er, som om den alt for brede, alt for folkelige succes, Shu-bi-dua blev ramt af, har taget livet af deres eftermæle. Det skete dengang, nogen begyndte at kalde dem »Shubberne« – fra da af var det forbi.
Det, man glemmer, og som vi skal huske i dag, er, at engang i begyndelsen af halvfjerdserne blev numre som »Fed Rock«, »Stærk Tobak« og »Lulu, la’ rocken gå« opfattet som ægte modkultur. Et angreb på forudsigelighedens gode smag, et angreb på dansktoppen og »Søde pi’r i minishorts«, »Sommer og Sol« og alt det andet meningsløse ævl, der strømmede ud i æteren fra P3 dengang.
Der var naturligvis noget Beatles og Stones over de to orkestres rivaliseren. Gasolin’ var de rå drenge fra stenbroen og Shu-bi-dua med Michael Bundesens Ordrup-accent i forgrunden var pæne borgerdyr – med humor. Gasolin’ prøvede en gang imellem at skrive som Shu-bi-dua, men ramte aldrig det sproglige overskud, de dannede unge mennesker fra Gentofte og omegn kunne ryste så ubesværet ud af ærmet.
Usandsynlig landeplage
Michael Bundesen blev født 12. maj 1949, blev student fra Ordrup Gymnasium, tilbragte en tid i søværnet og fik på grund af sin gode stemme et job som pladevender i P3. Her mødte han Michael Hardinger, og nærmest for sjov indspillede de singlen »Fed Rock«, som blev en kæmpe succes. Shu-bi-dua var født og resten er, som de siger, historie.
Orkestrets første numre var »undersættelser« af klassiske rock’n’roll numre: »Jailhouse Rock« blev til »Fed Rock«, »Twist and Shout« blev til »Stærk Tobak« og »Chuck Berry«s »No particular place to go« blev til bandets første flop, »Ingen artikler om pladen i Go« (Go var et dominerende ungdomsmusikblad dengang).
Baseret på singlepladernes succes udsendte Shu-bi-dua en hel LP med numre som »Lulu, la’ rocken gå« («Johnny B. Goode«) den usandsynlige landeplage »Står på en alpetop« (atypisk med Hardinger på vokal) og evergreen-undersættelsen »Kylling med softice og pølser« til »Killing me Softly«.
Vitserne og det sproglige overskud ramte alle knapper i min generation, og Shu-bi-dua med Bundesen som den sikre, nærmest Elvis-agtige vokal i front blev som en slags storebrødre for os alle. Dem, der kunne komme med de fedeste bemærkninger (»en hot dog med brutale løg«) og de frækkeste komplimenter («Sikk’ en dulle, sikk’ en balle, sikk’ et numsehul«) og i det hele taget dem, der som åndsbroderen Dan Turèll (der som bekendt også voksede op i Gentofte, men på den forkerte side af Lyngbyvejen, og som i øvrigt har skrevet en hel bog om Shu-bi-duas tekster) kunne udvide sproget i de år.
Både Turèlls og Shu-bi-duas tekster flød med referencer til både pjat, popkultur og mainstream-dannelse – lige dele »Giro 413« og »Catch 22« – og de mange overraskende rim og gakkede ordspil gjorde hver eneste LP fra Shu-bi-dua til en fælles medrivende oplevelse for min generation. Dagen efter, pladen var udkommet, gik alle rundt og snakkede om »fluer i Kødbyen«, eller hvad vi nu var faldet over der i vinylernes sorte riller. På udløbsrillerne til LPerne inkluderede Shu-bi-dua altid nogle lydbidder fra studiet, og hver gang lød de som nogle venner, man gerne ville have: »Vi har det skide skægt/vi er skæve allesammen/vi deler alle smøgerne/og vi køber aldrig nogen«, som de sang i slutningen af »Shu-bi-dua 3«.
Efter den første LP-plades succes gik Shu-bi-dua gradvist over til at skrive deres egne numre – og med stor succes: »Sand Hans« og »Hvalen Valborg« for eksempel eller sangen »United Steaks« fra »Shu-bi-dua 4«, LP-pladen, der stadig i dag står som deres højdepunkt og mesterværk.
Efter den udladning, der desværre også rummede deres kontrakt med djævlen, nemlig sangen »Vuffeli-vov« gik det ned ad bakke. Shu-bi-dua blev alt det, de engang var i opposition til (jeg ved godt, at de var nogle pæne drenge, og at de ikke så sig selv i opposition til noget som helst – men alligevel), og deres seneste femten-tyve plader blev til trivielle gentagelser af stadig mere trætte onkelvitser.
Men i dag, hvor Michael Bundesen så trist har forladt os, er der grund til at mindes den gyldne tid. Den overrumplende sproglige opfindsomhed, den flabede ligefremhed og den elegante, let snobbede baryton, der fortalte os alle historierne. Tak for dem.
