Michael Bundesen, bedst kendt som forsanger i Shu-bi-dua, er død. Han blev 71 år. Allerede nu, kort efter at nyheden om hans bortgang er kommet frem, strømmer kondolencerne ind. Det samme gør beretningerne om en mand, der i høj grad har været med til at tegne det danske lydlandskab.
En af reaktionerne kommer fra Michael Bundesens Shu-bi-dua-kollega Michael Hardinger.
»Min kammerat og kollega gennem årtier er her ikke mere. Det er en stor sorg at modtage den besked,« skriver Michael Hardinger, der er tidligere guitarist i Shu-bi-dua, på Facebook:
»Vi har boet sammen, rejst jorden rundt, grinet og kæmpet. Danmark blev et sjovere sted med Bundesen som forsanger, og det var en ære at skrive melodier til hans store smukke stemme. Og en fest og en kamp at skrive tekster sammen, for han var en bulldog og en slider....og det er jeg ikke. God rejse, Bunde og tak for alt!«
Bosse Hall Christensen, der er tidligere trommeslager i Shu-bi-dua, fortæller til B.T., at han er »dybt chokeret« over nyheden om, at livets skjorte ulykkeligvis blev for kort til Michael Bundesen.
»Han var en karismatisk mand med et stort sangtalent. Jeg husker ham som et kreativt menneske, og mine år med ham var stort set alle gode. Derfor har jeg også en masse gode minder,« fortæller han til B.T.
Claus Hagen Petersen, der er kender af dansk musik og sammen med Jørgen de Mylius var dommer i DR TVs musikdyst »Popnøglen«, har arbejdet sammen med Michael Bundesen på DRs P3, og igen da han fra 1984 var programchef på TV-stationen Kanal 2. De to var bekendte og har gennem årene mødtes i en gruppe af private venner, den såkaldte popquizloge.
»Vi var rigtig gode bekendte. Michael har betydet meget for min karriere. Han var en sammensat type. Han var en meget behagelig og venlig mand, men han havde også sine kanter. Jeg vil huske ham som en stor sanger, som en god kammerat og som en af dem, måske i den tidlige fase den vigtigste, som var med til at bryde DRs monopol,« siger Claus Hagen Petersen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
»Alting har en ende«
En af dem, der kendte Michael Bundesen godt, er journalist Kaare Sørensen. Han er forfatter til bogen »Alting har en ende« om Michael Bundesen, der udkom for to år siden. Til Berlingske fortæller Kaare Sørensen, at Michael Bundesen til det sidste bevarede sit lyse syn på livet. Også selv om han sad i kørestol efter en hjerneblødning og var fysisk svækket.
»Han blev aldrig bitter, men har var ærgerlig over, at der var nogle ting, han ikke kunne. Især at han ikke længere kunne optræde på en scene,« fortæller forfatteren.
Før Michael Bundesen blev syg, var hans liv præget af en udtalt spontanitet.
»Michaels store styrke var en enorm frygtløshed. Når han fik en idé, gennemførte han den på stedet. Engang så han et hus, han fik lyst til at købe, og i stedet for at vente på tilladelse fra banken og konen, som andre ville gøre, skrev han under med det samme. Sådan var han. Han gennemførte sine idéer, ligegyldigt hvor gakkede de var, og dette var med til at drive Shu-bi-duas succes. Han overtænkte aldrig en situation,« forklarer Kaare Sørensen, der tilbragte mange timer sammen med Michael Bundesen, mens de arbejdede på bogen.
Han fortæller, at sangeren havde et godt liv til det sidste.
»Han var altid omgivet af mennesker, ikke mindst af sine voksne børn. Han nød at have selskab, og der var meget glæde omkring ham,« siger Kaare Sørensen og tilføjer:
»Hvis nogen af Shu-bi-duas fans skulle være i tvivl om, at de betød meget for Michael, kan jeg fortælle, at det gjorde de. Andre menneskers begejstring og interesse for sangene betød alt for ham.«
Også den danske DJ og musikproducer »Chief 1« med det borgerlige navn Lars Pedersen har arbejdet tæt sammen med Michael Bundesen.
»Jeg er knust. Trist. Ked af det. Det har rørt mig virkelig meget. Det er også følelsen af, at en del af ens barndom og ungdom ligesom bliver lukket. Først Kim Larsen og nu Michael. Nu er der bare ikke så meget tilbage fra dengang,« fortæller han til DR.
»Meget uortodoks«
Claus Hagen Petersen, der arbejdede sammen med Michael Bundesen i en lang årrække, betegner ham som »uortodoks«.
Han husker, at bandets medlemmer kaldte sig »tilfredsere«, hvilket stod i kontrast til tiden, som var præget af ungdomsoprørets politiske protester og utilfredshed med den herskende orden.
»Michael var fabelagtig til at improvisere. Meget uortodoks,« siger Claus Hagen Petersen.
Og hvad Michael Bundesen vil blive husket for? Det har Claus Hagen Petersen et klart svar på.
»Michael Bundesen vil først og fremmest blive husket for sin store og enormt sprøde stemme. Han mestrede mange genrer som sanger, også jazz. Musikken i Shu-bi-dua blev formet af Michael Hardinger, men Michael Bundesen havde stemmen,« siger Claus Hagen Petersen.
Ifølge Claus Hagen Petersen er det svært ikke at sammenligne Shu-bi-dua med Gasolin’.
»De to bands var mastodonterne i dansk musik dengang, og ligesom man enten var til The Beatles eller The Rolling Stones, var man til en vis grad enten til Shu-bi-dua eller Gasolin’. Gasolin’ så verden fra Christianshavn, mens Shu-bi-dua så verden lidt fra Hellerup, hvor dets medlemmer kom fra og boede. Nogle vil nok sige, at deres musik var mere poleret, mindre rock’n’roll og mere ufarlig end Gasolin’s, men den ramte med kombinationen af Michael Bundesens stemme, Michael Hardingers lyd og de finurlige fjolletekster bredt ud i befolkningen og gav en fælles identitet. Jeg har aldrig mødt nogen, som ikke kunne lide Shu-bi-dua,« siger Claus Hagen Petersen.
Dr.phil. og lektor emeritus Michael Böss, der er debattør, historiker og samfundsforsker med speciale i national identitetshistorie, var selv en af de unge studerende, der i 70erne hellere lyttede til Shu-bi-dua end til Gasolin’.
»For os jyder var både Christianshavn og Gentofte langt væk, men Shu-bi-dua ramte noget universelt dansk i 70erne. De var ikke hippier og talte til et segment, som lå lidt højere end Gasolin’, men de ramte en tone i tiden med deres tekster, som havde et blink øjet. Deres bizarre humor, som kom til udtryk i deres tekster, var en del af tidsånden. De gjorde grin med borgerligheden på en godmodig måde. Det var ikke samfundskritik, men snarere en rammende kulturkritik. Jeg faldt selv for deres melodier og for deres evne til at lege med ordene,« siger Michael Böss.
