Pfizer på vej med vaccine til børn – igen ser Israel ud til at gå forrest
En vaccine til børn er på trapperne fra producenten Pfizer. I Israel regner man med at begynde udrulningen til sommer.

En vaccine til børn er på trapperne fra producenten Pfizer. I Israel regner man med at begynde udrulningen til sommer.

Det er ifølge forskere endnu uklart, i hvilken grad børn smitter med covid-19. Og da de nye vacciner i begyndelsen ikke blev testet på børn, anbefales det ikke at bruge dem på børn og unge. Nu er en vaccine til de yngre på vej fra Pfizer, skriver blandt andre TV 2.
Pfizers direktør, Albert Bourla, uddyber i et interview med den israelske tv-kanal Channel 12, at vaccinen, der vil være målrettet børn mellem 12 og 16 år, forventes at være klar i løbet af »nogle uger«. Han understreger, at udrulningen af vaccinen til børn afhænger af myndighedernes godkendelse.
Nyheden om vaccinen til børn passer godt ind i Israels vaccineplan. Her har man planlagt at begynde vaccination af børn fra 12 år og opefter omkring maj-juni i år. Det sagde Chezy Ley, generaldirektør i det israelske sundhedsministerium, tidligere i denne uge. Pfizer regner med, at de kliniske tests vil være klar i slutningen af foråret eller i begyndelsen af sommeren. Chezy Ley understreger, at beslutningen om at bruge vaccinen vil afhænge af de kliniske tests foretaget af Pfizer.
Og ender Israel blandt de første og hurtigste i denne vaccineudrulning, vil det ikke være første gang. Israel har under pandemien gjort sig bemærket ved en utroligt effektiv vaccinestrategi. En af årsagerne til, at Israel har været iført vaccine-førertrøjen, har været premierminister Netanyahus personlige forhandlinger med topcheferne hos både Pfizer og Moderna. Blandt Israelerne har 55,1 procent modtaget den første vaccinedosis og 44,3 procent den anden.
Omkring 700 Israelere under 16 år er allerede blevet vaccineret grundet specielle omstændigheder omkring deres helbred. Det skriver Times of Israel.
Israel har i alt haft 817.799 tilfælde af covid-19, og 5.988 dødsfald relateret til virussen.