Men In Black var rasende på »Nannas vegne«. Det førte til kast med fyrværkeri og to anholdelser

Stemningen var arrig og fyrværkeriet fløj om ørene, da gruppen Men In Black lørdag demonstrerede mod coronarestriktionerne. Brugen af en særlig coronaparagraf, der giver dobbelt straf, havde antændt demonstranternes vrede. Demonstrationen endte med to anholdelser.

Men in Black demonstrerer imod coronarestriktioner, i København, lørdag den 13. marts 2021. Martin Sylvest

Klokken var omkring 19, da medlem af Men In Black og rapper Ali Sufi tog plads på talerstolen ved Hulgårds Plads i Københavns Nordvestkvarter. Ved siden af ham stod gruppens medstifter Morten Jakobsen med en dåseøl i hånden. Der var lys i deres øjne. Så begyndte de at råbe:

»Fri Nanna Fri! Fri Nanna Fri!«.