Nyt coronapas på vej: Skal medføre gradvis genåbning af Danmark
Regeringen lancerer et coronapas, der først og fremmest kan anvendes ved udenlandsrejser fra slutningen af februar. Samtidig inviterer regeringen erhvervslivet og kulturlivet med i udviklingen af et digitalt coronapas.
Det er netop blevet præsenteret af den fungerende finansminister, Morten Bødskov (S), på et pressemøde i Finansministeriet.
»Det danske samfund har behov for at komme videre. Erhvervslivet har behov for at kunne rejse. Derfor er jeg glad for at præsentere et nyt partnerskab mellem regeringen, erhvervslivet og kulturlivet om at udvikle et digitalt coronapas,« sagde Morten Bødskov og fortsatte:
»Det første skridt bliver, at man inden udgangen af februar vil kunne se sin vaccination på sundhed.dk. Det andet skridt bliver, at vi udvikler en teknologisk løsning på et nyt digitalt coronapas. Det vil tage tre-fire måneder.«
Der bliver altså ikke tale om et decideret vaccinepas, da passet også vil indeholde negative testsvar. Først og fremmest skal passet anvendes af erhvervsrejsende, men på sigt skal det kunne bruges af alle danskere via en app på telefonen.
Målet er således, at coronapasset skal bidrage til en gradvis genåbning af Danmark.
Med på pressemødet var Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, og Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen.
De har begge efterlyst et digitalt coronapas så sent som i dagens udgave af Berlingske. Mange virksomheder er nemlig afhængige af erhvervsrejser, ligesom det har været et ønske, at et coronapas giver adgang til oplevelsesindustrien, som dermed vil kunne åbne igen.
Derfor var det også tilfredse erhvervsledere, som udtalte sig på pressemødet.
»Et digitalt coronapas vil få smitten ned og skabe mobilitet, som vi er meget afhængige af,« sagde Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri.
Han fremhæver samtidig det afgørende i, at coronapasset bliver let tilgængeligt.
»Det er vigtigt, at løsningen er digital i form af en app – det er nemmere og mere sikkert mod svindel end papirprint. Som et af verdens mest digitaliserede samfund har Danmark alle forudsætninger for at gå forrest.«
»Der er lys for enden af tunnelen for mange danske virksomheder. Passet skal bidrage til, at vi får åbnet Danmark op hurtigst muligt. Store dele af dansk erhvervsliv har haft det særdeles svært under coronakrisen, og der er ingen grund til, at de ramte virksomheder skal være underlagt restriktioner én dag mere, end det er nødvendigt,« sagde Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.
Del:
Andre læser også
Økonomi
Erhvervsmastodonter kræver plan for genåbning af Danmark – Dansk Industri vil have massetest af alle danskere over ti år
Økonomi
Danske virksomheder lider »voldsomt« under rejserestriktioner: »Det her koster penge for os allesammen«
Politik
Midt i historisk krise har en tale fra Mette F. fået alarmklokkerne til at ringe i toppen af dansk erhvervsliv: »Det er udtryk for ualmindelig stor grad af uansvarlighed«