Ny aftale: Metroselskabet vil udskyde milliardslagsmål

Metroselskabets direktør Henrik Plougmann Olsen vil udskyde milliardslagsmål til efter metroens færdiggørelse. Selskabet har derfor betalt et ukendt beløb til den udskældte hovedentreprenør CMT. Åbningen blev i går udskudt til september.

Hidtil har det kun været personale og arbejdere, der har kørt med den nye Cityring, men i begyndelsen af marts fik statsminister Lars Løkke Rasmussen, transportminister Ole Birk Olesen, Københavns borgmester, Frank Jensen, og Frederiksbergs afgående borgmester, Jørgen Glenthøj, en tur. Her ses fra venstre Ole Birk Olesen, Frank Jensen og Lars Løkke Rasmussen og Metroselskabets direktør, Henrik Plougmann Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Københavnerne får ikke deres metro som forventet til juli, men må i stedet vente til september med at fejre den nye metroring, der med 17 stationer forbinder hovedstaden på en helt ny måde.

Det kom frem tirsdag, da Metroselskabet offentligt gik ud og sagde, at arbejdet med testkørsler som følge af forsinkelser på byggeriet var så forsinket, at åbningen må udskydes.

Men ud over selve åbningsdatoen trækker det nu også op til det afgørende slag om ekstraregningen på byggeriet.

For at undgå en ny strid på byggeriet af Cityringen har Metroselskabets direktør Henrik Plougmann Olsen nemlig lavet en aftale med Copenhagen Metro Team (CMT), som Metroselskabet ellers har beskyldt for ikke at have overholdt en vigtig deadline på byggeriet. Konkret får CMT et ukendt beløb, som det italienske firma skal tilbagebetale efter byggeriets afslutning, med mindre det kan bevises, at de har krav på pengene i en voldgiftssag.

»Vi har lavet en midlertidig betaling til CMT. Det er for at udskyde uenigheden om, hvem der har ansvaret for forsinkelsen, og for at holde fokus på at få Cityringen åbnet. Alternativet ville jo være, at vi skulle vente på en afgørelse, inden vi kunne få åbnet Cityringen,« siger Henrik Plougmann Olsen, der ikke ønsker at løfte sløret for betalingen af kommercielle årsager.

Udover aftalen er der stadig en såkaldt likviditetsbro – en kredit – til CMT for at sikre, at projektet bliver gjort færdig.

Metroselskabet vil forsøge at holde CMT ansvarlig for forsinkelsen efterfølgende, oplyser Henrik Plougmann Olsen.

Prisen for forsinkelsen på de to måneder er 165 millioner kroner, som Metroselskabet, der er ejet af staten, Københavns og Frederiksberg kommuner, indtil videre finder i sin egen kasse. Det er blandt andet tabte passagerindtægter og forlænget prøvedrift, der udløser prisstigningen.

Med den nye fordyrelse er udgifterne til Cityringen steget med 10,5 pct., siden der blev sat underskrift på projektet med ejernes velsignelse i januar 2011. Tilbage i 2014 blev projektet forsinket i et halvt år i forbindelse med de mange naboklager over støj og gener fra byggeriet med en regning i milliardklassen til følge.

Men CMT har stadig rejst krav mod Metroselskabet, der samlet kan løbe op i to milliarder kroner, bekræfter Henrik Plougmann Olsen.

Hvis det antages, at CMT vinder alle stridspunkter i voldgiften, skal Metroselskabet betale yderligere cirka to mia. kr., så den samlede fordyrelse på Cityringen stiger fra de nuværende godt ti procent til i alt cirka 20 procent.

»Men man skal huske, at det vil være i tilfælde af, at de får ret i alt, de påstår. Og det er ikke så underligt, at vi er uenige om det,« siger Henrik Plougmann Olsen, der understreger, at Metroselskabet mener at stå stærkt i sagen.

Den seneste uoverensstemmelse på den del af byggeriet er et nyt slag i konflikten mellem Metroselskabet og CMT, der tidligere har haft stridigheder om ekstraarbejder i milliardklassen.

På den ene side har CMT ment at have udført arbejde, som Metroselskabet har bestilt, og som ikke var aftalt, da kontrakterne blev indgået for snart ti år siden. Det skulle blandt andet dreje sig om ekstraarbejde og 30.000 ton ekstra stål i forbindelse med en yderligere forstærkning af ydervæggene i 22 af byggeriets skakter, der baner vejen ned til selve metrotunnellen.

Det endte i april 2017 med, at Metroselskabet betalte 850 millioner kroner til entreprenøren, så prisen på byggeriet skød i vejret, og CMT fik nye kontanter i kassen.

I en e-mail fra driftsdirektør i Copenhagen Metro Team, Sigurd Nissen-Petersen, fastslår selskabet, at de mener at have leveret varen og nået den centrale milepæl i projektet, som Metroselskabet beskylder dem for at have misset.

»Vi leverer den største del af projektet, men det meste papirarbejde og myndighedsgodkendelser relaterer til hele Cityringen og involverer dermed også andre entreprenører. Vores indsigt i andre entreprenørers arbejde og fremdrift er begrænset, og vi ville gerne vide mere om en fælles tidsplan. Vi er naturligvis fortsat optagede af at opfylde vores del af aftalerne, og som enhver ved selvsyn kan se ude på stationerne, er vi ved vejs ende og forventer at afslutte vores arbejde i løbet af de kommende uger,« lyder det fra selskabet.

Metroselskabet venter at kunne melde en åbningsdato ud i juni.