Mor til otte gik i protesttog for flere pædagoger

36-årige Kamilla Buch var blandt de tusindvis af forældre, der lørdag gik i barnevognsmarch for flere ansatte i vuggestuer og børnehaver.

36-årige Kamilla Buch (i midten), privat børnepasser og selv mor til otte, gik lørdag i demonstration fra Frederiksberg til Bertel Thorvaldsens Plads i en landsdækkende forældredemonstration for bedre normeringer i børnehaver og vuggestuer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Det er ikke hver dag, at man pludselig hører »Bim Bam Busse« tordne udover pladsen foran Frederiksberg Rådhus. Og det med så megen volumen, at mødre og fædre må tjekke barnevognene for at se, om larmen har vækket haletudserne.

Det er lørdag formiddag, og pladsen på det centrale Frederiksberg er fyldt med småbørnsforældre samt børnehave- og vuggestuepædagoger, der ligesom andre steder i landet vil markere deres utilfredshed med de nuværende personalenormeringer. Derfor er en barnevognsmarch blevet stablet på hjulene, og den skal gå fra Frederiksberg til Bertel Thorvaldsens Plads i Indre By.

Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), har over for Berlingske afvist, at børnene i hans kommune mangler pædagogisk omsorg, men heri er de tilstedeværende forældre er ikke enige.

»Jeg er ret sikker på, at der er de samme problemer med overbelastede institutioner på Frederiksberg, som der er i København.« Det siger Pia Timming, der er veteran fra mange faglige aktioner som medlem af Landsforeningen for Socialpædagoger.

Pia Timming går med i optoget iført en trøje oversået med aktivistbadges og skubber foran sig en barnevogn, der indeholder børnebørnene Kevin og Selena.

Pia Timming havde børnebørnene Kevin og Selena med til demonstration for bedre normeringer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Initiativtageren til frederiksbergmarchen er Christina Sylvest Noer, der sammen med pædagogen Kim Them Simonsen fra trappen op til Frederiksberg Rådhus taler dunder til politikerne. Selv om mange kommuner på papiret når i nærheden af BUPLs anbefalede normering på en voksen per tre vuggestuebørn, har Berlingske påvist, at virkeligheden i institutionerne ofte ser anderledes ud – blandt andet som følge af sygefravær, og fordi børnehaveledere ikke altid er involveret i børnepasningen.

»Rådhusene og Christiansborg må have meget tykke ruder og mure, for de har ingen fornemmelse for den virkelighed, som vores børnehaver og vuggestuer befinder sig i. Vi kan se og mærke konsekvenserne, de ringe normeringer har for vores børn,« siger Christina Sylvest Noer.

Og der er flere børn på vej. Bag dem kommer en smilende nygift brud ud af rådhuset med blomster og flot, gravid mave.

Her har vi forsøgt at svare på, hvor mange voksne der egentlig passer vores børn? Artiklen fortsætter under videoen:

 

Mor til otte

Søstrene Kamilla og Tanja Buch arbejder begge som børnepassere i privat regi – det man i gamle dage kaldte dagplejemor, men det må de ikke længere kalde sig som følge af en ny lovgivning.

Kamilla Buch vil kæmpe for flere pædagoger. Ikke bare for sin egne børns skyld, men også for sine fremtidige børnebørns skyld.

»Mine to første børn gik i vuggestue, men efter kort tid tog jeg dem begge ud af vuggestuen, sagde mit job op og passede dem selv. Det skyldtes den følelse, jeg fik, når jeg afleverede dem i vuggestuen. Der var så meget larm, at jeg fik stress af at være der i bare de få minutter, det tog at aflevere børnene. Hvordan var det så ikke for børnene, der skulle være der hele dagen?« spørger Kamilla Buch.

Leder af privatejede Den dansk-franske Skole og Børnehave Nicolas Guilbert siger lørdag i et interview med Berlingske, at børn netop udvikler sig bedst når de selv regulerer deres konflikter?

»Det er jeg uenig i. Hvis små børn ikke har tilstrækkeligt mange voksne omkring sig – voksne, der har tid til at lære dem sociale regler – kan de blive indelukkede og ikke formå at sætte deres behov igennem i en gruppe, når de bliver ældre,« mener Kamilla Buch.

Christina Sylvest Noer (i blå frakke) havde taget initiativ til barnevognsmarchen via Facebook. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Et eller andet må hun vide om børn, for hun har selv født otte af dem, og det trods sine kun 36 år. Børnene er ikke med i demonstrationen, men bliver passet derhjemme af deres far.

»Jeg er meget glad for børn,« siger Kamilla som eneste forklaring på at hun har flere børn end familien Von Trapp i »The Sound of Music«.

Først da Kamilla Buch er forsvundet i mængden på vej mod Frederiksberg Allé, går det op for Berlingske, at også børnenes far passer et langt større antal børn, end BUPL anbefaler per hver voksen.