Børnehaveleder: Nøglen til god børneomsorg er ikke flere penge

Kære Mai. Mit navn er Nicolas Guilbert, og jeg er leder på Den dansk-franske Skole og Børnehave, som er nabo til Hurlumhej – den børnehave, der er med i udsendelsen »Hvem passer vores børn?«.

Sådan lyder de første ord i en mail, som børneminister Mai Mercado modtog midt i marts.

De næste lyder sådan her:

Jeg har nu fået set udsendelsen og finder den journalistiske vinkling noget voldsom i retning af, »at vi skal have flere hænder«. Jeg synes, de giver et generelt misvisende billede, og denne mail er således et forsøg på at give et alternativt, praksisbaseret perspektiv.

I DR2-dokumentaren »Hvem passer vores børn?«, som blev sendt 11. marts, følger man pædagoger i to daginstitutioner i københavnsområdet. I en af de to, Børnehuset Hurlumhej, der er nabo til hans egen børnehave, sagde institutionslederen op, fordi hun ikke længere kunne leve med få hænder i sin institution og den deraf dalende omsorg om børnene.

Budgetterne var for stramme – der manglede penge.

Dokumentaren satte efterfølgende ild i diskussionen om normeringer i landets daginstitutioner. Protesterne kulminerer lørdag på rådhuspladser landet over, hvor forældre vil troppe op med krav om flere penge til flere hænder til deres børn. På samme tid har BUPL – pædagogernes fagforening – krævet flere penge til et minumum af ansatte i landets daginstitutioner.

Det er den debat, Nicolas Guilbert melder sig ind i, for den provokerede ham. Flere penge vil, ifølge ham, på ingen måde løse de udfordringer, som de danske daginstitutioner står over for. Han udskriver en helt anden medicin.

»Det egentlige spørgsmål er, hvem vi vil have til at passe vores børn – ikke hvor mange vi vil have til at passe vores børn. Du tror, at du løser problemet ved at hælde flere penge efter det. Det kommer kun til at cementere problemet. Om noget er løsningen færre penge. Jorden er simpelthen overgødet,« siger han.

Det handler ikke om normeringer. I stedet handler det om at motivere sine ansatte, om ledelse og om rekruttering. Om ansatte, der tager ansvar og fat.

Gennem årene har han sjældent ansat pædagoger, fortæller han.

»Vi har haft mange pædagoger, men de fleste kan ikke klare mosten. Jeg synes ikke, at de er dygtige nok. De lytter ikke til børnene, og de er ikke tydelige nok over for børnene. De to ting hænger sammen. De forstår ikke, når børn begynder at teste dem.«

Højt til loftet

Nicolas Guilbert viser rundt i sin egen børnehave på Tagensvej i det nordvestlige København.

Den dansk-franske Skole og Børnehave er en privat institution og skole. Der går godt 20 børnehavebørn og 40 skolebørn, fortæller han. Pædagogikken er freinet-inspireret. Det betyder, at skolen tager udgangspunkt i elevernes interesser og arbejder intensivt med at skabe motivation hos det enkelte barn. Og hos personalet. Det er en friskole med frihed, tydelig ledelse og klare mål. Dansk hygge møder fransk akkuratesse.

Nicolas Guilbert er børnehaveleder, friskoleleder og direktør i egen ingeniørvirksomhed, Ange Analytics, som ligger i den ene ende af huset. Han oprettede friskolen, da der var pænt plus på bundlinjen i de gode år frem mod finanskrisen. Senere kom børnehaven til. Det er et con amore-projekt. Den ligger i et enkelt stort rum i den anden ende. Børn, forældre og pædagoger er denne tirsdag morgen samlet til morgenmøde.

Ordstyreren er en dreng på seks år. Det går på skift. De taler ofte om, hvad der er på menuen til frokost. En ansat spiller Kim Larsen på guitar.

Hvor mange voksne er der per barn? Læs »Berlingske nuancerer« om emnet her.

På opslagstavlen hænger dagens normering i børnehaven. En enkelt pædagog er med hele dagen fra start til slut. Hun er ankeret, og det er bevidst. Én skal have ansvaret. En anden er sat på nogle timer. Knap to personer til 21 børn.

I rummet får 15 børn læst historie. Der er ro. De sidder omkring to pædagoger. Èn for mange i situationen, mener Guilbert. Et par børn rejser sig, en af pædagogerne sætter fingeren roligt på skulderen af en af dem. De sætter sig igen. Nicolas Guilbert bemærkede også, at et par af drengene udfordrede den ansatte kortvarigt.

»Nu sad de to derinde. Jeg ved ikke, om det er nødvendigt. En person, der har styr på det, har ikke brug for en anden. Jeg tænker: Gå nu væk. Det tænker jeg ofte. Man skal ikke stjæle børnenes leg. Du kan godt have 100 børn, der leger fint. Dér skal du trække dig ud og følge med. Det hele kører, som det skal. Der er gode relationer blandt børnene, nu er det et godt tidspunkt at lave noget andet.«

Et frit sted

Nicolas Guilbert ønsker, at de ansatte tager ansvaret på sig. Han bryder sig ikke om et miljø, hvor man beklager sig over antallet af folk på arbejde. Det lægger han heller ikke skjul på. En enkelt person kan sagtens administrere mange børn, hvilket ofte sker på legepladsen.

Men det er jo i virkeligheden det, man kalder opbevaring af børn?

»For at det kan fungere, skal du have lært at foregribe og løse konflikter. Du skal have aftalebegrebet på plads, som er ret abstrakt. Det skal de mestre, ellers får du konflikter,« siger han og fortsætter:

»Fri leg er vi et 100 procent tilhængere af. Jeg tror, den frie leg er under angreb. Man kritiserer den. Men vi kan se, hvordan de blomstrer under fri leg. De udvikler ideer. Legen har en værdi i sig selv. At det så tilfældigvis spiller godt sammen med, at det er meget ressourcebefriende for personalet, er jo fint nok. Men det kræver, at man ikke går på kompromis med, hvor skarpe folk er. Hvor skarpe pædagogerne er. Du må ikke lade børn græde. De græder af en grund – og er relationen på plads, tager det ikke manger sekunder at trøste et barn.«

Så kan der godt være en voksen til 20 børnehavebørn dér på legepladsen?

»Ja, til 60 børn. I perioder. Men jeg ved ikke, om du skal skrive det. Det lyder jo som en anden planet, men det fungerer altså.«

Artiklen fortsætter under videoen...

Brevet til Mercado

Hos BUPL er flere hænder lig med større omsorg. Det samme gælder de forældre, der demonstrerer lørdag under overskriften: »Forældreopråb: Omsorg til vores børn nu.«

Nicolas Guilbert er ikke enig med BUPL. Ifølge ham er nøglen motiverede medarbejdere – om det er en snedker, en ingeniør eller for den sags skyld en pædagog.

Hvorfor mener du ikke, at flere folk vil hjælpe – alt andet lige?

»Man kan ikke nødvendigvis generalisere. Det er klart. Men det, vi ser ske, er, at når der er et problem, så tænker folk i ressourcer. Men så camouflerer man problemet. Det egentlige problem er, at børnene skal lære at regulere konflikter selv, og det er en vigtig færdighed for deres relation til andre. Det skal de ansatte hjælpe dem med. At øge normeringen, vil jeg vove at påstå, har en negativ effekt på kvaliteten af tilbuddet. Ansvaret bliver diffust. Det koster ikke bare penge, det koster simpelthen trivsel. Det handler om motivation,« siger han.

Både i børnehaven og skolen har Nicolas Guilbert ansat bredt gennem årene. Det vigtigste er at ansætte folk, der brænder igennem, mener han.

»Nathalie, der taler fransk, er gymnasielærer hentet fra Prins Henriks Skole, og Joel er uddannet geograf fra RUC. Josephine er ingeniøruddannet fra École Centrale i Frankrig, men fandt ud af, at hun hellere ville være lærer. Hun underviser i robotbyggeri og elektronik. De får alle sammen samme løn, de får lærerløn. Gymnasielæreren gik ned i løn, da hun kom hertil. De har seks ugers ferie og 37 timers arbejdsuge. Vi får ikke folk ind, der har valgt faget for lange ferier.«

Teksten fortsætter under billedet

Hvorfor ansætter du ikke pædagoger?

»Det her projekt handlede også om at se, om man ikke kunne gøre tingene bedre. Vi skal have skabt et retvisende billede af faget: Det er superspændende, nyttigt, personligt udviklende og helt afgørende for samfundet. Jeg synes ikke, at den dokumentar bidrager til at vise faget fra den side. Penge kommer ikke til at løse de der problemer,« siger han og fortsætter:

»Vi afskediger folk, det vil jeg godt indrømme. Det er sikkert heller ikke så BUPL-agtigt. Fem procent af dem, der søger her, ender med at få et job. Det er sgu næsten en jægerpilotuddannelse. Vi afskedigede en pædagog i december, men det er vilkårene her. Her er fedt at være, her er tillid. Vi knokler for det. De tjente mere et andet sted. Men det giver mening.«