Mens FBI advarer om »bevæbnede protester«, forbereder borgere i Washington sig: »En enkelt person kan måske godt slippe igennem og gøre noget slemt«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over morgenens vigtigste historier, så du kan tage hul på dagen i velinformeret tilstand.

Alt er klart til Joe Bidens indsættelsesceremoni på onsdag i Washington D.C. Bevogtningen er massiv både i D.C. og andre steder i USA af frygt for nye voldelige protester fra Donald Trumps støtter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til søndagens overblik.

For nøjagtig et år siden, 17. januar 2020, krævede covid-19 ifølge internationale nyhedsbureauer sit blot andet dødsoffer i kinesiske Wuhan. Den »mystiske« coronavirus var omtrent en uge gammel i den danske mediebevidsthed, og endnu anede formentlig ingen, hvad udbruddet kunne føre med sig.

I forgårs rundede det officielle, globale dødstal to millioner, og over det meste af verden kæmper myndigheder og befolkninger trods drastiske tiltag fortsat med at få smittespredningen under bare nogenlunde kontrol. Dette vanskeliggøres, som Berlingskes Lars Henrik Aagaard skrev fredag, ikke mindst af covid-19s evne til at mutere til endnu mere smitsomme varianter, hvoraf flere bærer den bekymringsvækkende mutation E484K, som frygtes at være mindre sårbar over for vacciner.

Én af disse, den sydafrikanske variant B1351/501Y, der også rummer mutationen E484K, blev i går for første gang konstateret i en positivprøve i Danmark. Den smittede er fra Sjælland, og smitten forbindes med en rejse til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), vurderer, at den sydafrikanske variant vil få det svært i konkurrencen med den britiske variant B.1.1.7, som allerede har vundet fodfæste i Danmark med nu 256 bekræftede smittede, hvilket i går fik tidligere direktør for Statens Serum Institut (SSI), Nils Strandberg Pedersen, til at skyde håbet om en snarlig lempelse af coronarestriktionerne ned, men andre eksperter advarer om, at den sydafrikanske variant kan udskyde genåbningen af samfundet yderligere.

Se det var jo ikke just opløftende nyheder at begynde dagen med – vi beklager. Det er tilladt at springe læsning af de seneste coronatal herunder over og hoppe direkte til morgenens andre nyheder.

De seneste coronatal:

  • Bekræftede smittede i Danmark: 188.199
  • Antal indlagte: 779 (- 13)
  • Antal indlagte på intensiv: 129 (87 i respirator)
  • Antal bekræftede døde i Danmark: 1.747 (+ 27)
  • Antal bekræftede smittede på verdensplan: 94.227.987
  • Antal dødsfald på verdensplan: 2.016.860

De danske tal kan man studere her – de globale tal kan du finde her.

Massiv bevogtning i USAs hovedstad: Frygten for nye voldelige angreb vokser

På onsdag indsættes Joe Biden som USAs nye præsident, og fire års Donald Trump-æra slutter. Men frygten for voldelige angreb mod ceremonien, ikke mindst efter optøjerne ved Capitol-bygningen forrige uge, vokser i Washington D.C., hvor massive sikkerhedsforanstaltninger er sat i værk. Fredag blev en bevæbnet mand anholdt, da han forsøgte at komme forbi politiets kontrolposter. Med sig havde han falsk akkreditering til indsættelsesceremonien, et ladt semiautomatisk håndvåben og store mængder ammunition.

På det sociale medie Telegram ulmer rygterne om noget ubehageligt, skriver Berlingskes udsendte Mikkel Danielsen, ligesom FBI har advaret om, at Trump-støtter forbereder nye væbnede protester. Telegram har fået millioner af nye brugere de seneste døgn, efter at techgiganter som Facebook og Twitter har renset ud blandt Donald Trumps tilhængere.

Altimens FBI advarer om »bevæbnede protester« begynder borgerne i Washington DC at forberede sig på de næste dage. Ken Morissette, som Berlingske har talt med, bor lige ved Capitol – og har besluttet sig for kun at forlade sin lejlighed, de næste tre til fire dage, såfremt det er absolut nødvendigt.

»Jeg tror ikke, at der kommer en ny folkemængde til byen. Hvor skulle de samles? Her er jo soldater overalt,« siger han.

»Men en enkelt person kan måske godt slippe igennem og gøre noget slemt.«

Carla Sands i afskedsinterview til Berlingske: »Jeg mener ikke, at Trump opildnede til vold«

Den amerikanske ambassadør i Danmark tager hul på sin sidste uge på posten og takker af samtidig med Donald Trump. Carla Sands kom til København med ambitionen om at gøre danskerne glade for den amerikanske præsident, men missionen er mislykket. Carla Sands har gennem hele sin ambassadørperiode forsvaret Donald Trump uden slinger i valsen, men har problemer med at finde de rette ord, når hun skal beskrive Trumps »rolle« i stormen på Kongressen, skriver Berlingskes Kristian Mouritzen:

»I sin tale bad han sine tilhængere om fredelige protester, og derfor mener jeg ikke, at han opildnede folk. Dog vil jeg sige, og det har jeg ikke selv hørt ham sige, men fået det fortalt, at han nu siger, at han føler, at han bærer en del af ansvaret for det, der skete den dag«, siger hun.

Og synes du det samme?

»Jeg var der ikke. Jeg føler ikke, at jeg er kvalificeret til at sige, om han var ansvarlig. Jeg er ikke en juridisk ekspert. Jeg ved kun, hvad jeg har set i nyhederne, ligesom andre har,« siger Carla Sands.

Læs hele interviewet her.

Magtfuld Carlsberg-formand kaldte kritiske professorer for »redepissere« og »bavianer«

Som Berlingske tidligere har beskrevet, vakte det vrede på Aarhus Universitet, da ansatte sidste år stillede kritiske spørgsmål til en artikel, der var udgivet af nogle af universitetets mest fremtrædende forskere.

De kritiske spørgsmål, som siden har vist sig berettigede, idet artiklen byggede på en banal fejl, blev ikke vel modtaget af den indflydelsesrige formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, der står bag en større millionbevilling til en af forskerne bag den fejlbehæftede artikel.

I e-mail til universitetets rektor blev de tre kritiske professorer kaldt »redepissere«, »bavianer« og »illoyale« af Besenbacher, der er ansvarlig for nogle af de allerstørste bevillinger til dansk forskning. Og dekanen for universitetets naturvidenskabelige område, Kristian Pedersen, mente, at kritikerne skulle have munden tapet »til med gaffatape« – og hænderne bundet på ryggen.

Eksperter i videnskabsteori kalder formuleringerne »uværdige« og »skræmmende«, mens DM (Dansk Magisterforening) finder sproget »helt over stregen«.

Flemming Besenbacher beklager over for Berlingske sit »bramfri« ordvalg, men fastholder, at kritikerne handlede »ukollegialt«. Også dekan Kristian Pedersen beklager sine formuleringer:

»Min personlige frustration og ærgrelse over den måde, man talte forbi hinanden på, kom til udtryk på denne uheldige og upassende måde. Det fortryder jeg,« siger han.

Læs hele artiklen her.

Folketinget har omdiskuterede advokater i kikkerten som anklagere i rigsretssag mod Støjberg

Folketinget vil bede de to uvildige advokater, som rådgav om grundlaget for en rigsretssag mod Inger Støjberg, om at påtage sig opgaven som anklagere i sagen. Det oplyser flere kilder til Berlingske.

Det drejer sig om advokaterne Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, som efter at have læst Instrukskommissionens delberetning i sidste uge vurderede, at der er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Gammeljord er konkursadvokat, mens Lauritzen er it-advokat. Og netop valget af advokater uden strafferetlig baggrund som Folketingets rådgivere i forhold til en rigsretssag har som tidligere beskrevet i Berlingske været omdiskuteret både indenfor og udenfor Christiansborg.

Juraprofessor Mads Bryde Andersen advarede for nylig i Berlingske mod, at de to advokater Gammeljord og Lauritzen påtager sig opgaven som anklagere.

»De advokater, der skal vurdere, om der er grundlag for at rejse rigsretssag, baner dermed vejen for en enorm advokatopgave for de involverede, hvis de anbefaler at rejse tiltale. Derfor bør de på forhånd frasige sig muligheden for selv eller via interesseforbundne parter at være involveret i en senere rigsretssag, hvis den bliver en realitet,« sagde Mads Bryde Andersen til Berlingske.

»Hvis ikke advokaterne har frasagt sig denne mulighed, vil de jo have et incitament til at konkludere, at der skal rejses tiltale. Og det kan ikke være meningen,« sagde Mads Bryde Andersen.

Også flere borgerlige politikere var forbeholdne over for at pege på de to uvildige advokater som anklagere, blandt andre formanden for Folketingets retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), der selv er advokat, samt gruppeformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.

Læs hele artiklen her.

Plan til 400 mio. kroner har ikke øget sikkerheden på bosteder

Jyllands-Posten bringer søndag historien om, at det stik imod hensigten med en handlingsplan til 400 millioner kroner ikke er blevet mere sikkert at være ansat eller at bo på et af landets psykiatriske bosteder.

Sådan lyder vurderingen fra aktører på området og uafhængige eksperter efter drabet på en ansat på et bosted i Fårevejle 30. december – det sjette knivoffer på et psykiatrisk bosted siden 2012.

Handlingsplanen til 400 millioner kroner blev søsat i 2017 og skulle forebygge vold. Planen har dog ikke virket, lyder dommen i dag.

»Det er ikke blevet mere sikkert, tværtimod. Det viser både tal og undersøgelser. Volden på bosteder er tiltaget,« siger Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, til Jyllands-Posten.

Læs hele historien hos Jyllands-Posten her.

Det sker i dag:

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj planlægger at vende hjem til Rusland fra Berlin, efter at han sidste år blev forsøgt myrdet i sit hjemland med den dødelig nervegift Novitsjok. Berlingskes ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, har skrevet denne analyse forud for begivenheden og dækker Navalnyjs hjemkomst i løbet af dagen. Følg med her på Berlingske.dk.

Det danske herrelandshold i håndbold spiller sin anden kamp ved VM efter den komfortable premieresejr mod Bahrain. Søndagens kamp er mod DR Congo og begynder kl. 20.30.

Og så kan Norges Kong Harald og dronning Sonja i dag fejre 30-års regentjubilæum. Mon ikke vor norske broderfolk forstår at fejre den begivenhed som noget nær en VM-finale i håndbold. Trods corona.

Rigtig god søndag!