Er du rigtig klog? Berlingskes quizmaster fylder rundt

60 år onsdag. Berlingskes videnskabsjournalist, coronaekspert og helt egen quizmaster har været vidt omkring på redaktionen.

Videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard omgivet af de planeter, som han – også – gerne skriver om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Når journalist Lars Henrik Aagaard 14. april runder de 60 år, kan han ikke alene se tilbage på mere end 30 år i Berlingskes tjeneste som alt fra krimireporter til kulturredaktør samt et forfatterskab på indtil videre en halv snes bøger.

Han kan også se tilbage på et år, der måske mere end noget andet, siden han begyndte i Pilestræde i 1988, bekræfter det, som kollegaer og læsere allerede ved:

At han er en af de bedste herhjemme, når det kommer til videnskabsjournalistik.

Siden coronakrisens udbrud tidligt i 2020 har han i artikel efter artikel forstået at formidle og ikke mindst perspektivere den nyeste viden om covid-19 i et populærvidenskabeligt lys.

Han har forstået at finde de helt rigtige kilder, såvel herhjemme som i udlandet, og han har hele tiden forstået krisen i et internationalt perspektiv.

Undervejs har han selv opbygget en stor viden om covid-19. Faktisk skrev han allerede sidst i januar 2020, at »næsten alt peger på, at vi blot står ved begyndelsen på en epidemi, der kommer til at gribe store dele af menneskeheden om halsen i de kommende uger – og måske måneder«.

At han ved, hvad han skriver om, fremgår også af den såkaldte Grønnegaard-rapport om regeringens håndtering af covid-19-krisen i foråret 2020.

Heri beskrives, hvordan en af hans artikler, sammen med en artikel fra det lægefaglige tidsskrift The Lancet, i timerne op til den historiske nedlukning 11. marts blev sendt fra Statsministeriets departementschef til departementschefen i Justitsministeriet i en mail med emneangivelsen »Pligtlæsning«.

Den japanske forbindelse

Han har i det hele taget et godt øje til udlandet, ham Lars Henrik Aagaard.

Han har dækket flere internationale klimakonferencer, og han var med om bord på »Vædderen« på Galathea 3-ekspeditionen i 2006-2007. Det var også Aagaard, der for Berlingske dækkede astronaut Andreas Mogensens opsendelse til Den Internationale Rumstation fra Bajkonur Kosmodrom i Kasakhstan i 2015.

Ikke mindst Japan har hans interesse.

Ikke bare fordi han i 2011 var på stedet i Fukushima for Berlingske og skrev hjem om den tredobbelte katastrofe med jordskælv, tsunami og atomulykke.

Aagaard er nemlig japansk gift siden 2001. Med Eri Takasugi Aagaard, der er født og opvokset i Tokyo. Parret har to teenagedøtre, og familien bor i Vangede.

Gennem årene har han besøgt Japan cirka 20 gange.

Han har også en søn på 27 år.

Fra Eco til Jong

Onsdagens fødselar har været vidt omkring på Berlingskes redaktion. Han begyndte som krimireporter, så blev han litteraturreporter - han har interviewet såvel Umberto Eco som Erica Jong - senere kulturredaktør, og siden 2002 har han arbejdet som videnskabsjournalist.

Ikke mindst astronomi, klima og naturkatastrofer har hans interesse. Det var da også sidstnævnte, der var genstand for den første af mange populærvidenskabelige bøger fra hans hånd, »Når Jorden går amok«, som udkom i 2006.

Lars Henrik Aagaard er en vellidt og vidende kollega. Så vidende, at han siden 2003 har været manden bag Berlingskes quiz »Er du rigtig klog«, der altid er at finde i Berlingske i ferieperioder.

Ifølge ham selv har han som avisens quizmaster efterhånden formuleret over 15.000 spørgsmål til quizzen.