En eventyrlig kinakender

60 år onsdag. Henrik Bjørn er antropolog, kinakender og eventyrer.

Antropolog og kinakonsulent Henrik Bjørn er medlem af Eventyrernes Klub og har siden slutningen af 1980erne boet i Kina i over 14 år. Fold sammen
Læs mere

 

 

Kun ganske få danskere har fulgt Kinas ubeskrivelige forandringer i de seneste 30-40 år på så nært hold som Henrik Bjørn. Eller for den sags skyld opnået så dyb indsigt i det store og komplekse rige.

Siden begyndelsen af 1980erne har han rejst, boet, studeret og arbejdet i verdens mest befolkningsrige nation i sammenlagt 14 år og undervejs besøgt samtlige landets 34 provinser. 24. marts fylder Henrik Bjørn 60 år.

Efter sin studentereksamen i 1981 fra Aalborghus Statsgymnasium rejste Henrik Bjørn gennem flere år det halve Asien rundt, herunder på cykel gennem Sydindien, hvorefter han begyndte at studere etnografi på Aarhus Universitet.

1988 rejste han til Shanghai for at gennemføre et års kinesiske sprogstudier på Tongji University. Her mødte han sin hustru og tro følgesvend gennem mere end tre årtier, Liu Fang.

I begyndelsen af 1990erne gennemførte han et års etnografisk feltarbejde i en landsby i Guangxi-provinsen, og efter sin magisterkonferens i 1996 gik turen til først New York og dernæst Bangkok som FN-medarbejder.

Tigre og tibetanere

2002 ventede et nyt eventyr med den fireårige ansættelse som direktør for et EU-finansieret naturbeskyttelsesprojekt i en tigerfyldt regnskov i det nordøstlige Thailand.

2006 rykkede han med sin hustru og to sønner til den boomende kæmpeby Chengdu i det vestlige Kina, hvor han i de følgende ni år var repræsentant for en stor amerikansk fond, der støttede projekter for tibetanere. Her overlevede familien i 2008 det skrækindjagende Sichuan-jordskælv, der kostede næsten 90.000 mennesker i regionen livet.

2016-2018 var han tilbage i Shanghai-området som daglig leder af et topmoderne og meget stort plejehjem, der bliver drevet efter danske principper.

Siden har han fra sin bopæl på Østerbro i København været selvstændig med konsulentfirmaet HB China Consult, og når coronaen ellers tillader det, er han kyndig rejseleder i både Asien og Europa eller beretter på foredrag landet rundt levende om Kina og sine mange rejser.

I sin fritid er Henrik Bjørn et yderst aktivt medlem af den eksklusive Eventyrernes Klub og dertil en ivrig vandrer, som gerne tager rygsækken på skulderen og slår teltet op i det fri.