Selma Judith er en vulkan, der bare venter på at gå i udbrud

AOK
Musik
Anmeldelse

Den danske sanger og harpespiller slipper vreden løs på sit vildt ambitiøse debutalbum, »Getting Angry, Baby«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kvinde, du må helst ikke tage for meget plads. Ikke fylde for meget. Og hvis du gør, så lad for Guds skyld være med at ødelægge den gode stemning.

Vi gider ikke din brok, dine sure miner, dine luner, din vrede og dit hysteri. Eller bare lidt for store armbevægelser.

Det er den slags formaninger, vi har opflasket kvinder med gennem generationer. Men Selma Judith er ikke bare træt af det. Hun er decideret vred. Og hun er ikke bange for at vise det på sit blændende og uhyre ambitiøse debutalbum, »Getting Angry, Baby«.

26-årige Selma Judith er på alle måder en ener i dansk musik.

Selma Judith debuterede på den danske musikscene med singlen »Kind of Lonely« i 2018, der kom i rotation på P3 og gjorde hende til et af de senere års mest hypede navne i dansk musik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Agnes Vera Kaufmann.

Hun synger og spiller klassisk harpe, men hun er meget langt fra de gængse forestillinger om en klassisk stivstikker eller dydsmønster. Kroppen er fuld af tatoveringer, og hendes debutsingle »Kind of Lonely« fra 2018 var en længselsfuld R&B-sang, der uforvarende endte i rotation på P3 og gjorde hende til et af de senere års mest hypede navne i dansk musik.

Hun har allerede vundet flere priser og skabt virak, da hun i 2019 optrådte i bar overkrop under sin debutkoncert på Roskilde Festival. Viljen til at gå sine helt egne veje kommer ikke fra fremmede, hun er nemlig datter af filminstruktør Lars von Trier.

Det nemmeste for Selma Judith havde været at lave et debutalbum med sange i samme labre R&B-stil som hendes tre første singler. Men hun rummer så meget mere. Og nu står vi så i stedet med et viltert og vildtvoksende debutalbum med tyve numre og en spilletid på en time og sytten minutter.

Et på alle måder blændende værk, der har taget sin tid, men som samtidig sætter nye standarder for, hvor stort og ambitiøst et dansk debutalbum kan være.

En vulkan i udbrud

Albumtitlen er et citat fra »Who’s Afraid of Virginia Woolf«. I det klassiske skuespil ligger replikken i munden på den vrede hustru, Martha, der forsøger at tirre og provokere sin mand.

På albummet er det Selma Judith, der på forskellig vis gestalter den vrede kvindelige energi. Ikke som en konstant tilstand, mere som en vulkan, der pludselig kan gå i udbrud.

Vi møder den allerede på det fænomenale titel- og åbningsnummer, hvor vreden bobler op i hende og kulminerer i en storm af vrede stemmer.

Selma Judith synger og spiller klassisk harpe. Den danske musiker har tidligere udtalt, at hun blandt andet gav sig i kast med harpen, fordi hun havde lyttet til indie-ikon og multiinstrumentalist Joanna Newsom, som også er kendt for sit harpespil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Agnes Vera Kaufmann.

Stormen eksploderer i et himmelsk rum fuld af overdådigt plukkede harpestrenge. Og så lander det; det tunge, sensuelle R&B-beat, der sender os et helt tredje – og ekstremt forløsende – sted hen.

Og det er en væsentlig pointe her. Selvom Selma Judith tager os ud i nogle ekstreme følelser – og insisterer på at vise os noget, vi måske normalt ikke har lyst til at opleve – så er albummet samtidig fuld af stor musikalsk skønhed.

»Lava Dust« er for eksempel noget af det mest labre og overdådigt musikalske R&B, jeg har hørt i dansk musik i årevis. Det samme kunne siges om numre som »Hollow Grounds« og den smukke kærlighedsduet »Don’t Fall« – man fornemmer, at Selma Judith og hendes kumpaner, Jens Rønne og Mikkel Kjær, snildt kunne have lavet et helt album fuld af den slags perler.

Stemmens randområder

Det, der imidlertid gør albummet til noget mere og større, er vekselvirkningen mellem de mere konventionelt fængende sange, der pirrer nydelsescenteret i hjernen, og så nogle mere vilde ekskursioner og udbrud, der udfordrer status quo.

»Getting Angry, Baby« er Selma Judiths debutalbum. Albumtitlen er et citat fra det klassiske skuespil »Who’s Afraid Of Virginia Woolf«. Her ligger replikken i munden på den vrede hustru Martha, der forsøger at tirre og provokere sin mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sony Music.

Man holdes på tæerne, fremfor at blive lullet ind i lækkerheden, når man pludselig møder »When I Scream«, hvor Selma Judith i en kammermusikalsk ramme gestalter kvindeligt vanvid, truende aggressivitet og utilregnelighed både i ord og i afsøgningen af sin stemmes mere skingre randområder.

Og kort efter udsættes for et skrækindjagende vredesudbrud af en anden verden på »Of Narcissism«.

Vreden synes rettet mod den musikbranche og overfladiske hype, der har forsøgt at omfavne hende siden debutsinglen.

Og får tilføjet ekstra dimensioner på den radikale a capella-duet »Her Instead«, hvor Selma Judith og sangerinden ZAAR besværger hypen og branchens prædefinerede idé om, hvordan en kvindelig popstjerne skal være.

Ødelægger den gode stemning

Man kan sige, at Selma Judith på sin vis insisterer på retten til at ødelægge den gode stemning på sit eget album.

Ved at sætte ord på nogle ubekvemme sandheder. En pointe, der kun understreges yderligere på »Our House Is On Fire«, hvor vi under ildevarslende lydeffekter hører Greta Thunberg skære klimakrisen ud i pap for de voksne under klimatopmødet i Davos i 2020.

Ambitionsniveauet er forbilledligt. Det samme er evnerne. Og selvom albummet taber lidt damp hen mod slutningen, så er der ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en helt særlig stemme i dansk musik.

En modig stemme, der trækker tråde til kvindelige enere som Björk og Kate Bush og finder sit eget unikke ståsted mellem R&B, soul, neoklassisk, avantgarde, folk og kammerpop.

Lyt til albummet her:

Selma Judith, »Getting Angry, Baby«, Sony Music