Det var tilbage i 80erne, da bands som TV-2 stadig var comme il faut på Roskilde Festivalen, at Steffen Brandt & co. koketterede med at spille pop.
»Pop til de smukke og pop til de rige / Pop til alle os der intet har at sige«, som det lød i hittet »Pop (og kun pop)« fra albummet »Beat«, der udkom i 1983.
Jeg har ikke haft held med i annalerne at finde ud af, om TV-2 nogensinde spillede lige præcis dét nummer på Dyrskuepladsen, men det er sådan set heller ikke pointen. Dén er, at nok legede det århusianske orkester dengang med ideen om, at det var overfladisk pop, man diverterede med, og det var det måske også.
Men Roskilde var til gengæld uden nogen diskussion en rockfestival. Der ved siden af dette hovedspor optog nogle af de strømninger, som i øvrigt dominerede i tiden. Folkrock’en i 70erne, punken og postpunken i 80erne, technoen i 90erne, hiphoppen fra omkring årtusindskiftet.
Det er ikke en rockfestival
Driver man tilfældigt rundt på Roskilde en dag her i 2023, kan man ikke længere kalde det for en rockfestival. Roskilde er i vidt omfang blevet en popfestival, og det er nok, som det skal være, for hovedtrenden på den globale musikscene har de sidste 10-15 år uden diskussion været præget af pop og hiphop. Og så må det også manifestere sig på en festival, der gerne vil være et par skridt foran tiden.
Denne ændring, der for mange bare lidt ældre festivalgængere (+30) faktisk er temmelig dramatisk, er indtrådt over en periode. Men jeg tør godt give et bud på, hvornår poppen endegyldigt bebudede sin ankomst på en måde, så man ikke længere kunne ignorere det.
For jeg stod der selv. Det var i 2013, hvor den amerikanske popdiva Rihanna indtog Orange Scene. For mange af os, der dengang så og hørte på, virkede hun som et fremmedelement i sammenhængen, uanset hvad man måtte mene om hende og hendes musik. Sang hun overhovedet selv, eller var det playback? Og var dele af musikken mon egentlig medbragt på en båndoptager? Alene dét var jo provokerende.
Roskilde 2023 er autotune og playback og præindspillede tracks på steroider, selv hovednavnet Kendrick Lamar stillede onsdag op på Orange Scene ene mand med nogle dansere og musikken på bånd, omend der også stadig er mange eksempler på det modsatte; på håndspilleriets ædle kunst.
Hvorefter vi kommer til det, jeg egentlig vil nå frem til: Udover Roskilde Festival til tider antager karakter af en popfest, der i sine værste stunder for nemt kan minde om en eftermiddag på P3, kunne man måske forestille sig, at det nu er tid til en ny strømning. Over det seneste år har vakse AI-tryllekunstnere frembragt musik, der ved brug af kunstig intelligens til forveksling minder om det, som udgives af nogle af tidens toneangivende popmusikere.
Men hvem gider om fem år stå ansigt til ansigt med kunstnere, hvis liveoptrædener er umulige at skelne fra det, AI kan spytte ud i uendelige mængder? Da er der en oplagt løsning: Ægte, håndspillet livemusik fuld af menneskelige fejl, men også med den menneskelige forbindelse mellem kunstner og publikum, som er den egentlige grund til, at man gider gå til koncert.
Også på Roskilde.
