90erne var på mange måder den lange, tabte weekend i verdenshistorien. Muren og kommunismen var faldet, og friheden fløj, og vi tog den for givet. Det er ikke nogen dyb analyse, men til gengæld er den præcis.
Det er dog ikke hele sandheden om 90erne, at den var ubekymrethedens naive tro på, at historien var slut, og demokratiet hånd i hånd med globaliseringen havde vundet. Ingen Roskilde har mere end 1992 indrammet de modsatrettede strømninger, der faktisk også var dengang, selv om der nu tales kritisk om 89ernes blåøjede fremtidstro.
På den ene siden var det EM-finalefestivalen. Jeg var til stede i det telt, hvor Danmark-Tyskland skulle vises på storskærm, til den sidste koncert inden finalen, hvilket var med det australske aboriginal-orkester Yothu Yindi. Med didgeridoo og det hele. Der var imidlertid allerede gået totalt roligan i den, og oppe foran stod en flok med maling i hovedet og et stort banner, hvorpå var skrevet »LARS ELSTRUP«. Det australske orkester troede, de havde fået et verdensgennembrud, bedømt på jubelbrølene mellem numrene. Men det var bare fulde fodboldfans i fed opvarmning.
Og siden, da Danmark var blevet europamestre, spillede Nirvana og Kurt Cobain på Orange, og Cobain indledte med et surt »congratulations with your sports contest«, for Nirvana og grungebølgen repræsenterede en helt anden strømning end de lalleglade 89eres. Det var modkultur mod mainstream. Rollen som rockstjerne i oprør mod rockstjernebegrebet. Eksistentiel angst, ja, selvhad. Sådan var begyndelsen af 90erne også, i hvert fald for os, der dengang var i 20erne.
Bedste program nogensinde
90erne var en æra, hvor Roskilde i ekstrem grad føltes i sync med tidens kulturelle bevægelser. 95-udgaven er notorisk for at have ramt det bedste program nogensinde, lige præcis til brug dét år. Jeg rejste hele vejen hjem fra USA, hvor jeg boede dengang, for at være med. Det var britpoppens store sommer, og også her ramte Roskilde plet: Suede, Oasis, og hvad har vi.
En del af britpopscenens bestanddele var den såkaldte »lad culture«, en offensiv og til tider seksualiseret drengerøvskultur, der ville have svære vilkår på Roskilde 2023. På festivalen i ‘97 spillede The Prodigy hits som »Smack My Bitch Up« som bare ét musikalsk udtryk for en strømning, hvor testosteron, alkohol, stoffer, og almindelig grænseløshed smeltede sammen, understøttet af festivaler, der ikke bare i Roskilde, men verden over, blev mere og mere kommercialiserede. Jeg har set dokumentaren om Woodstock 1999, hvor alt dette bogstaveligt talt gik op i røg, voldtægter og depraveret hærgen.
Så galt gik det heldigvis aldrig på Roskilde, selv om der var en tid, hvor begivenheden rutinemæssigt blev afsluttet med brændende containere, og selv om man særligt de sidste år har sat ind for at bekæmpe seksuelle overgreb. I år kører dagbladet Politiken, 2020ernes svar på Indre Missions medlemsblad, en hel artikelserie om at være ædru på Roskilde. The Times They Are a-Changin – igen’ …
