Forleden, da jeg fik mit chiparmbånd på ude på Roskilde, kom jeg til at tænke over det: Min første festival var i 1984. I øvrigt den koldeste nogensinde; ingen talte om global opvarmning endnu. Vi frøs bare.
Hvor de foregående år havde set Roskilde på erobringstogt mod 80ernes musikalske stadionscener med koncerterne med U2 og Simple Minds, var 1984 et underligt splittet år, lige så svær at blive klog på som sin tid, midt mellem Anker Jørgensens krise-70ere og Schlüters »det går ufatteligt godt«.
På mange måder var dét år et forvarsel om år 2000, året for Roskilde-ulykken. Det var, som om de sidste rester af hippietiden forsvandt ud i morgentågerne over Dyrskuepladsen, selv om der stadig var plads til Björn Afzelius, Pia Raug og Trille på plakaten.
Men der var noget råt over dén udgave af Roskilde, som om den i en alder af 13 år gik i puberteten for aldrig mere at blive den samme igen. Mere end noget andet kulturelt skift mellem blomsterbørn og 80er-kulde, såvel i bogstavelig som i overført betydning, og eksemplificeret ikke mindst ved gearskiftet mellem 60er-bluesguitaristen Johnny Winter og rockikonet Lou Reed.
Førstnævnte fik aldrig flyttet sig med ind i 80erne. Det gjorde Lou Reed. Og de mødtes på hver sin side af en skillelinje på Roskilde, der også var et uskyldstab. Den ene aften spillede den langhårede albino Johnny Winter sine bedagede bluesrundgange på Orange Scene. Lige indtil en tåbe blandt publikum fandt på at kyle en flaske afsted, som ramte koncertens hovedperson, der sporenstregs forlod koncerten med ordene: »We play you music and you throw things at us. Great!«.
Barbrystede hippier
Næste dag var 70erne slut på Roskilde. For at spille havde Lou Reed åbenbart, forlød det, insisteret på at få sat et beskyttelseshegn op rundt om publikumsarealet foran Orange Scene. På vej gennem indgangene til den forjættede plads blev alle flasker konfiskeret. De solbeskinnede flowerpowerdage, da barbrystede hippier camperede direkte foran de optrædende ved koncerter, hvor man naturligvis sad ned, var endegyldigt forbi.
De glade, flippede utopiske somre, der udgjorde Roskildes barndom, var nu endegyldigt afløst af det, der for det uvante publikum i 1984 nærmest føltes som et Orwellsk overvågningsregime af en snærende sikkerhedskontrol. Vi skulle bare have vidst dengang, hvordan man i 2023 på Roskilde får et armbånd med en chip, der sikrer, at ens færden på pladsen kan registreres tæt og totalt, ligesom forholdene foran de store scener nu er arrangeret med et indre pit-område, til hvilket man på bedste Legoland-vis kan erhverve sig privilegeret adgang ved at blive betalende medlem af festivalens fordelsklub.
Det begyndte dér foran Lou Reed, dér i 80erne, der for nogen står som det pangfarvede årti med synth pop, pisang ambong, Mexico-landsholdet og skulderpuder. Men det var også et sort årti, et frønnet årti, et årti med gadekampe mellem politi og BZere og en fornemmelse af en ny hårdhed.
Den kom også til Roskilde i 1984, sammen med mig. Tilfældigvis, naturligvis …
