Øreringe, læderjakker og flaskeøl var udskiftet med noget HELT andet da 90ernes unge var til koncert i Royal Arena

Kulturkommentar: The Cure har altid været en selvmodsigelse. Et populært band, der tegnede en generation ved at favne sårbarheden og tvivlen. Fredag aften viste bandet i Royal Arena, hvor stor en gennemslagskraft det stadig har. Berlingskes Sarah Iben Almbjerg vendte for en stund tilbage til sin ungdoms sårbare ingenmandsland, da hun genså The Cure.

Gennem 45 år har britiske The Cure haft et fast tag i publikum. Bandets musik ligger et sted mellem depressionspop og dansemusik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

90erne var et underligt ødeland. En periode, hvor vi endnu forsøgte os med ironi, selvom de færreste troede på den. Vi talte om, at det er bedre at være ensom med sig selv end sammen med andre, men føltes os alligevel lidt alene.

Da vi gik i gymnasiet, satte årgangen en trist rekord i druk. Vores største musikidoler opstod på stribe og forsvandt igen. Folk græd i radioen, da Kurt Cobain tog sit eget liv.

Jeg fik min første mobiltelefon, da jeg begyndte på universitetet. Indtil da mestrede jeg at ringe op og råbe »Er hjemme om 12 minutter«, inden forbindelsen fra mønttelefonen blev afbrudt.

Nogle gange virkede det, som om den eneste konstant var et britisk band. Fredag kom det til Royal Arena i København.

Timevis på det rigtige look

Vi havde sat hinanden stævne hos Julian. Syv personer, der også oplevede The Cure, da bandet spillede i Valby Hallen i 1992. Jeg boede dengang hjemme og havde pillet bandets regnopblødte plakat ned fra muren ved Valby Station. Nu hang den som et anker på mit værelse, der flød rundt mellem barndom og noget andet.

63-årige Robert Smith er eneste oprindelige medlem af britiske The Cure, der har eksisteret i nu 45 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Da vi mødtes fredag, var årene ikke gået ubemærket over os. Øreringe, læderjakker og flaskeøl var udskiftet med job, børn og familiebiler. De tvivlende unge var blevet voksne, og min cremefarvede quiltjakke virkede malplaceret midt i alt det sorte.

Inden koncerten i 1992 brugte jeg hele eftermiddagen på at rive sorte strømpebukser i flere lag itu. Min søster plejede at sige, at jeg brugte timevis på at se forfærdelig ud. Hun tog ikke helt fejl.

På ærmet af min militærjakke stod et citat fra pladen – det hed »plader« dengang – »Wish«: »The way the rain come down hard, thats how I feel inside«. Det handlede om at have følelserne uden på tøjet. Bogstavelig talt.

Vi drømte om at rejse til Robert Smiths fødeby, Blackpool, men 1.600 kilometer var langt dengang. Vi havde ingen Google Maps, og jeg kunne end ikke overskue at tage S-toget til Gentofte for at besøge min far.

15.000 publikummer havde købt billet til The Cures koncert i Royal Arena fredag 14. oktober. Hvis en af dem havde fået den idé at iføre sig pastelfarvet tøj, ville man bestemt have bemærket det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Men jeg havde en gruppe. Vi kom fra hvert vores udgangspunkt, men følte os allesammen forstået af det samme band. Sådan var det også for dem, der kom før os. Her var det Michael Jackson og Madonna, der trak.

Den underlige mellemvare

80erne var renskuret pop eller vred punk, og The Cure var en underlig mellemvare. Modkultur med så bred appel, at bandets fans skulle tælles i tusinder. I sig selv en indbygget selvmodsigelse.

Lyt til »Lovecats« og se, om ikke du får lyst til at danse på tåspidser. Selv forsanger Robert Smith, der dengang var maskot for vores tungsind, ligner en tumling, når han bevæger sig ud i dansen.

Britiske The Cure spiller kun livelyd fra scenen, mens mange yngre kolleger gerne medbringer lyd i form af såkaldte backtracks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Det var perfekt musik til generationen af tvivlere og ironikere. I 1981 udgav The Cure »Faith«, der mindede om en evig vinter. 11 år senere udkom albummet »Wish« med hittet »Friday I'm in love«. Jeg græd, når de spillede den i radioen.

I dag kan jeg leve med, at selv superstjernen Adele har et cover af »Lovesong«. Jeg ved, at populariteten aldrig vil ændre på bandets kulsorte kerne.

Den oplyste klode

Fredagens koncert blev indledt med »Pictures of you«, og Smith kan stadig ramme de høje toner. Herefter fulgte en perlerække af sange fra forskellige årtier – »Head on the Door«, »Nights like this«, »Cold«, »Fascination Street«.

Der var dødsstille i salen under de tunge numre og dans under de livlige. Veninden bemærkede, at bandets nye sange var ledsaget af en oplyst klode på bagtæppet. Som om det ikke længere er nok at være forankret i egne følelser – den nye generation skal have klimaet med i bevidstheden.

Dengang, vi opdagede The Cure, var klimakampen en diffus dagsorden – noget med truede babysæler og en regnskov, der blev fældet på den anden side af kloden. De indre følelser var til gengæld massive. En The Cure-sang kan sagtens begynde med ordene: »It doesn't matter if we all die«.

The Cure er kendt for meget lange koncerter – rekorden er fire timer og tre minutter. Til sammenligning er de 159 minutter, bandet spillede i Royal Arena, en kort koncert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Måske forklarer dette, at bandet stadig kan fylde Royal Arena på en fredag, selvom det ikke har udgivet et studiealbum siden 2008. På scenen forstår The Cure stadig at ramme den tids lyd.

Stilen skærpede vores evne til at mærke sårbarheden – og den skal man aldrig undskylde. Sårbarheden kan man først stå ved, når man er forsonet med, at man er den, man er.

Festen kan begynde

Efter årene med The Cure fulgte virkeligheden. Vi fik uddannelser og biler. Boligerne blev større, børnene kom. Og vi lærte at gemme følelserne til en side.

»Hvem er den gamle mand med sminke på,« spurgte Ellen. Hun blev syv-syv-barn og boede den ene uge hos mig, den anden hos sin far. At blive voksen er også at træffe underlige valg og gøre noget, man ikke er stolt af.

Jeg blev ved med at lytte til musikken, især alene. Fredagens koncert var første gang i årevis, at jeg stod til den velkendte, melankolske fest, hvor man gerne må have følelserne udenpå tøjet. Den fest, der for min del stoppede med pladen »Wish« fra 1992, begynder igen, hver gang bandet optræder, og Robert Smith synger.

Derfor har Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo, ikke ret, når han mener, at bandet klynkede, og at koncerten var en ørkenvandring i melankoli. Det svarer til at anklage Metallica for at spille rockmusik.

Sortsynet har altid været den væsentligste del af The Cures dna. Eftertænksomhed kræver tid til fordybelse, og det er det, bandet leverer og giver fra sig til publikum, selv efter mere end 40 års turneren verden rundt. Det er på den baggrund, man skal høre de glade sange – hvis man vil have positivitet uden baggrund, kan man lytte til P3.

Jeg købte en T-shirt fredag aften. Nu ligger den i skabet. Jeg behøver end ikke at tage den på for at vide, at den passer perfekt.

The Cure, Royal Arena, København