Anne Sophia Hermansen: Når Adele retraumatiserer mig

Det rammer mig altid lige i mellemgulvet, når jeg hører Adele synge Bob Dylans »Make You Feel My Love«. Forleden sad jeg på en café og var i gang med et debatindlæg, da nummeret blev spillet. Jeg begyndte spontant at græde.

Nummeret rammer mig, fordi det er en retraumatisering. For et par år siden var jeg til koncert med Adele i Forum og havde kort forinden afsluttet et forhold, som bare ikke gik. Jeg stod foran scenen, fyldt med de vildeste sommerfugle, som ikke længere vidste, hvor de skulle flyve hen. Mens Adele sang, faldt de ned om ørerne på mig, og Forum gik fra at være et festligt spillested til at være en kirkegård for forelskede sommerfugle.

Engang skrev jeg her i Berlingske, at kærligheden gør mere ondt i 30erne, men det var noget vrøvl. Dengang mente jeg, at det var mere smertefuldt, fordi vi ser vores drømme om kernefamilien sejle ud på de ubrugte hjerteslags hav. Men 40erne har lært mig, at man også her kan kærlighedsforlise og gå rundt og ligne en strandvasker.

»Make You Feel My Love« handler om at turde vise den anden, at vedkommende er elsket. Om ikke at sidde og putte med sine følelser eller være blevet for belært af tidligere tiders fortrædelighed. Kærlighed handler om - som Lola Baidel har skrevet - at være i stand til at rive hjertet ud af brystet og lægge det i en andens hænder og sige: Vil du ikke passe godt på det?

Men tør jeg længere det? Er jeg ikke bedre til det selv? Hvem har nogensinde passet bedre på mig - end mig?

Som kærlighedskriger er man nødt til at bekæmpe den slags kynisme og selvmedlidenhed. Komme op på hesten igen og holde op med at passe så meget sit hjerte. Snarere skal man passe på, at det ikke lukker sig.

Den tidligere sognepræst i Holmens Kirke, Helene Dam, har sagt det så klart i et interview her i avisen: »Hvis du ikke tør holde dit hjerte åbent, er du på den. For så går livet jo i stykker. Hvis du derimod vil kærligheden, må du træde frem og være åben og sårbar. Og du skal elske, også selv om du kan miste den andens kærlighed.«

Make You Feel My Love. Det er vilkåret, hvis man vil være i live.