Cobain er en fjern duft af ungdom

En ung rockstjernes død betyder én ting for et ungt menneske og noget andet for en mand på 41. Berlingskes rockanmelder ser tilbage på Kurt Cobain, der begik selvmord for 20 år siden.

Kurt Cobain Fold sammen
Læs mere

To piger i S-toget. Den ene sad og så ud ad vinduet og tyggede tyggegummi. Den anden, hende som sad over for mig, havde begge støvler oppe på det modsatte sæde. Hendes ben var let bøjede, og hullerne på jeansene gabte. Knæene lyste hvidt, ligesom de tynde arme i den store T-shirt.

Det var egentlig ikke pigen, jeg så på, men manden på T-shirten. Han kiggede også lige på mig med et på én gang hårdt og blødt blik, omgivet af eyeliner. Nedenunder stod der »1967-1994«.

Det var i A-toget mellem København og Køge. Da jeg var yngre kørte jeg også her, men jeg husker kun turen den anden vej. Fra provinsen ind mod byen. I bestemt form, ental. Det var dér, det skete, det var en større, mere intens verden, og det var derinde, jeg købte »Nevermind«. Jeg var cirka på de to pigers alder, og singlen »Smells Like Teen Spirit« havde allerede blæst mig ind i en anden virkelighedsopfattelse med sin voldsomme dynamik og stålblanke produktion og havde også rettet min opmærksomhed mod andre bands. Pixies, Mudhoney, Mother Love Bone.

Men det er den samme historie som så mange andres. Om hvordan et ungt mennes­ke hørte »Smells Like Teen Spirit« og »Nevermind« og så en ny verden åbne og åbenbare sig og faldt ned i et vægtløst rum; fri og ny og samtidig helt sig selv. Indsæt selv andre beskrivelser.

I S-toget var det nu ikke alt dette, jeg tænkte på, men på hvordan Kurt Cobain kiggede på mig med et blik, jeg ikke længere kunne mærke. Øjnenes intensitet og al den smerte, der kan høres i hans sange, den var der ikke længere. Jeg kunne i hvert fald ikke føle noget. I stedet var Cobain blevet endnu et tomt statement på en T-shirt. Che Guevara, Jim Morrison, Jimi Hendrix, Sid Vicious, Coca-Cola, Sony, Kurt Cobain. Med © og ™. Samme tomme tegn, samme udvendighed, samme del af business og forbrugerisme. Og pigen i T-shirten, hun har sikkert andre trøjer med billeder af Medina og Robbie Williams. Identitet er noget man tager på, ikke sandt?

Kynismen er som en våge i isen, og jeg er for længst faldet i den. Kulden er knugende, men den er også tryg. Sådan er det jo: Når man bliver ældre, kan man lade sig synke ned i dens let blå, bedøvende verden. Og derfra kan jeg og alle andre 5. april knibe os selv i den følelsesløse arm og tænke »Tænk, at det allerede er 20 år siden Kurt Cobain døde«.

Dengang kunne mange af os have fundet på at se ham som en art Kristus, der døde for vores synder. Som en frelser der blev banket op på korset med nagler af nysgerrighed og umættelig sult efter flere sange, flere plader, flere detaljer fra hans misbrugsliv. Om dengang han boede under en bro. Om hans kanyler, stoffer, sodede skeer. Alkoholen og cigaretterne. Paparazzierne. Forholdet til Courtney Love, der blev hans Yoko Ono. Kvinden der fik skylden for alle hans fejltrin. Fordi vi ikke kunne holde ud at se vores helt begå fejl, fucke op.

Sådan ser jeg ikke på Kurt Cobain i dag. Nu er han blevet et bundt sammenbrændte nervetråde og et menneske, der ikke kunne finde vej i sit liv og derfor blæste hovedet af sig selv den 5. april 1994. Dengang var jeg 21 og i dag altså 14 år ældre end Cobain blev. Og sikkert også mere erfaren, end han var. En stakkel som så mange andre i den her verden, blot med den ene forskel, at han var en stor musikalsk begavelse. Og i musikken fandt han sin identitet og sin integritet. I sangene var han i balance. Lige meget hvor meget de smadrede rundt i feedback, skrig og støj.

Set hernede fra vågens kolde vand er der nu alligevel noget rørende ved det hele. Noget som varmer i huden og får blodet til at rulle. For historien om Cobain viser også, at en historie ikke bare er en historie: Den changerer alt efter, hvem der oplever den. For pigerne i S-toget er Cobain måske et tomt signal eller en identitetsmarkør. Eller en kristusfigur fra en tid, der allerede er fjern fortid for dem. Og for mig, der husker 1994 klarere end sidste år, er han noget endnu andet. Eller det er han blevet. Nemlig en ener, der alligevel er del af en meget større historie om at finde vej i tilværelsen og træffe valg, der er så store, at livet bagefter er et andet. Valg om at få børn. Valg om at blive gift. Valg om at vælge sin passion frem for sikkerhed. Eller omvendt.

For Cobain blev det ultimative valg Remington-riflen. Den historie og alle de andre historier om ham er skrevet og overskrevet så mange gange, at han efterhånden er svær at se. Men måske fandt han fred. Nirvana. Sikkert er det i hvert fald, at han ikke døde for nogen eller noget andet end sig selv. Det var vel også hans ret som menneske.

Men historien om Cobain og Nirvana spejles også i Pearl Jam og deres frontmand Eddie Vedder. De er fra samme sted i USA, spillede også en form for rock der langt fra var mainstream dengang, og brød også igennem på samme tid. Men Pearl Jam eksisterer stadig. Og når jeg ser dem live, er det altid det samme, jeg tænker, når det hvide lys blænder salen til allersidst: De er her stadig og har taget den lange svære vej. Og hvor Cobains selvmord sikrede legendestatus, er Pearl Jam bare blevet ved og ved. Indimellem udgiver de rigtig gode plader, men også en del mindre gode. De er på den måde blevet mennesker ved at blive her, blive ved, og ingen vil bære Eddie Vedders ansigt på en T-shirt om 20 år.

Sammenligningen holder selvfølgelig ikke helt. Vedder er ikke stofmisbruger og depressiv, sådan som Cobain var det. Men det siger alligevel noget om vejene, vi alle vælger, og som i virkeligheden kun er to: Den korte, blussende eller den lange, slidsomme.

Tanken bevæger mig lidt. Der er noget smukt og sørgeligt ved begge veje. Men man må vælge en af dem. Og når det ikke bare er unge mennesker, der dyrker Cobain, Hendrix, Joplin og alle de andre stjerner som brændte hurtigt ud, kan jeg ikke se det som andet end et, bevidst eller ubevidst, forsøg på at forblive ung og leve et kort, vildt og poetisk liv gennem dem. At gå lidt på den korte vej, selvom man har valgt den lange. En flirt med »The road not taken«, som Robert Frost digtede for næsten 100 år siden.

Så ved at se på Cobain, kan jeg mærke, at jeg er blevet ældre, og at dem omkring mig også er blevet det. På forskellige måder. For mig har tiden gjort at han og alle de andre Unge Døde er blevet til ulykkelige mennesker, der for vild i livet alt for tidligt. Ikke mindst Cobain, der skød hjerne og kranium til et blodrødt søle. Det var frygteligt. Men han var desperat. Ligesom vi alle er, når de allerstørste beslutninger skal træffes. Han døde ikke for os, men fordi han var en af os. Og det med at være et ansigt på en T-shirt, det er jeg sikker på, han er ligeglad med nu.