Bestyrelsen for Malmö Opera har besluttet at ophæve samarbejdet med direktør Michael Bojesen.
Det oplyser operaen i en mail.
Det sker efter en række sager om krænkende adfærd fra Michael Bojesens side.
Samtidig siger bestyrelsen, at Michael Bojesen i sin tid som leder har været en stærk og positiv kraft i Malmö Opera, men de seneste års negative opmærksomhed om hans person har haft stor betydning for både forretningen og medarbejderne.
»Bestyrelsen konstaterer, at tilliden til Michael Bojesen er opbrugt, og mener, at der er behov for en ny leder for Malmö Opera. Bestyrelsen er enig i beslutningen, men beklager samtidig dybt, at denne beslutning var nødvendig«, siger Per-Martin Svensson, der er formand for Malmö Operas bestyrelse.
Malmö Operas bestyrelse meldte i sidste uge ud, at den skulle mødes for at drøfte indholdet af en mail, som Michael Bojesen sendte til en fagfælle i 2015.
I mailen skrev den tidligere korleder for Sankt Annæ Gymnasiekor og DR Pigekoret uopfordret om en sangers bryster. Det skete i forbindelse med, at en fagfælle i en professionel sammenhæng anbefalede den unge sanger.
»Chefer forgår, men Malmö Opera består!«
Michael Bojesen har på sin Facebook-profil kommenteret den nyligt udmeldte afskedigelse.
»Jeg er netop blevet afskediget fra Malmø Opera. Det har været fem fantastiske år, og jeg er stolt over de resultater, jeg sammen med verdens mest kompetente og dedikerede medarbejdere har opnået,« skriver han blandt andet.
»Jeg har aldrig oplevet en bedre arbejdsplads, hvor alle dagligt tager ansvar for et godt arbejdsklima og udviser gensidig respekt. Chefer forgår, men Malmø Opera består! Jeg vil nu hellige mig familien som gennem halvandet år har været igennem et mareridt af de største dimensioner,« afslutter han.
Grunden til, at der er fornyet interesse for den nu tidligere direktør, er, at resultaterne af en advokatundersøgelse, der har undersøgt krænkelser og sexchikane på Sankt Annæ Gymnasium, blev offentliggjort 4. april.
Undersøgelsen tegnede et dystert billede af en tid på sangskolen. Den viste sig, at seks medarbejdere udsatte elever i skolens gymnasiekor for seksuelle krænkelser i perioden 1981 til 2001.
I advokatundersøgelsen er der førstehåndsberetninger fra ni tidligere elever, der i perioden, hvor de sang i gymnasiekoret, var udsat for verbale og fysiske krænkelser. Det har de fortalt til de advokater, der stod bag undersøgelsen.
Forhold til tidligere elev
Michael Bojesen var ansat som korleder på Sankt Annæ Gymnasium fra 1993-2001. Kort tid efter, at resultaterne fra advokatundersøgelsen af sexchikane og krænkelser på Sankt Annæ Gymnasium blev fremlagt, kunne Politiken fortælle, at en af de lærere, der var nævnt uden navn i undersøgelsen, var Michael Bojesen.
Det førte senere til, at Michael Bojesen måtte forlade sin bestyrelsespost på kunstmuseet Arken.
Kilder har sagt til Berlingske, at Michael Bojesen havde et forhold til en daværende elev, før hun var fyldt 18. Dette har Michael Bojesen tidligere afvist, da forholdet ifølge ham først blev indledt, efter hun var fyldt 18 år.
Michael Bojesen har foruden jobbet som korleder på Sankt Annæ Gymnasium været chefdirigent for DR Pigekoret fra 2001 til 2010.
I november 2021 blev resultaterne af en advokatundersøgelse, der havde undersøgt forholdene i DR Pigekoret indtil 2010, fremlagt.
Her fremgik det, at daværende medlemmer af DR Pigekoret var udsat for krænkende behandling af seksuel karakter i tiden under de daværende chefdirigenter Tage Mortensen og Michael Bojesen, som begge fik frataget titlen »æresdirigent«. Tage Mortensen døde i 2001.
Michael Bojesen har i et interview med Ekstra Bladet afvist alle anklager om sexchikane og om, at der skal have været et seksualiseret miljø i de to kor.
Malmö Opera publikumsudviklingschef, Carina Ostrander, vil føre operaen videre, indtil der er fundet en ny direktør, der kan overtage Michael Bojesens post.
Berlingske har været i kontakt med Michael Bojesen, som henviser til det Facebook-opslag, der kan findes længere oppe i artiklen.