Coco O. lod sin personlige revolution blæse som en stille storm på Hotel Cecil

Coco O.s første koncert i umindelige tider lød både som et opgør og en personlig frihedserklæring. Berlingske var på plads til den første af syv udsolgte comebackkoncerter.

»Coco skaber sit helt eget rum, som vi andre kan tage bo i,« skriver Michael Charles Gaunt i denne anmeldelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er musestille i salen på Hotel Cecil. Fuld koncentration og forventningens glæde. Alle ved, at det her kan blive noget helt særligt.

Vi er til den første af syv udsolgte koncerter med Coco O. på et af byens mest elegante spillesteder. Intime rammer til en intim musik fra en kunstner, der omsider – otte år efter sit seneste album som den ene halvdel af den udlandsfarende elektroniske soulduo Quadron – har udgivet sit første album i eget navn dette forår.

Det, vi skulle være vidne til, var en form for kulmination på en årelang proces for at finde sit eget ståsted. For at finde sin egen måde at gøre tingene på. For at finde sit eget tempo, sin egen melodi.

Coco var en ombejlet kvinde i de år, hun boede i Los Angeles, optrådte side om side med de største stjerner og blev tilbudt en solokontrakt på et af verdens største pladeselskaber efter Quadrons opløsning. Men det fungerede ikke for hende. Der var for mange, som havde en holdning til, hvordan hun skulle lyde, hvordan hun skulle se ud, hvordan hun skulle køre sin karriere. »There's always a new guy with a big desk/Telling me how to do my shit,« som det lyder et sted på den nye plade. Og et andet sted: »If you're living in the fast lane/There's not enough time for self realization«.

Klar snak. Coco trak sig fra den store pladekontrakt og flyttede efter et par år mere i L.A. endelig hjem til Danmark. For at starte helt forfra. På sin helt egen måde.

Tilbageholdt intensitet

Koncerten starter meget passende som albummet med den afventende »Unlock«, der lyder som en blanding mellem bøn og vuggevise: »Help me unlock this spell (...) cause I’m ready to see the other side of life«. Coco i elegant buksedragt, store øreringe, håret trukket tilbage, fast flankeret af sine to korsangerinder.

Michael Charles Gaunt

»Man fornemmede en åbenlys glæde og stolthed ved endelig at være landet og nu kunne stå på scenen, hvor hun mellem numrene var både uhøjtidelig, sjov og skarp.«


Bandet omkring hende er fabelagtigt, og det siger meget om Cocos sensibilitet, at hun har rekrutteret flere yngre jazzmusikere, herunder Oilly Wallace på saxofon og tværfløjte, Johannes Wamberg på guitar og Jonathan Bremer på bas. Alle gode folk, der er med til at udvide, åbne og opløse grænserne for dansk jazz i disse år.

Ligesom albummet har taget mange år at lave, så har musikken heller ikke travlt. Der spilles stilfuldt og med tilbageholdt intensitet, og som koncerten går, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at den her insisteren på det langsomme, følte og diskrete udtryk kan høres som et opgør mod en konstant accelererende verden. Lad os i stedet sænke farten. Coco insisterer. Lad tingene tage den tid, de tager. Lad dem ånde. Lad de gode ting stå rent. Giv plads. Til at tænke og føle og være. Ud med støjen. Ind med sensualiteten.

I Cocos musik kæmper instrumenterne ikke om opmærksomheden. Og det selvom der er otte musikanter på scenen. Fagterne er små, men de er følte. Coco skaber sit helt eget rum, som vi andre kan tage bo i. Hvis vi ellers tillader os selv det. Og giver plads til at lytte; til stemmen, saxofonen, tangenterne, den duvende bas, de skumringsblå guitarakkorder.

Fri mig fra patriarkatet

Den slags smagfuldheder kan også tippe over i det søvndyssende, og selvom niveauet overordnet var imponerende, så ville det have klædt koncerten med enkelte mere dynamiske momenter, hvor det hele lige letter, og intensiteten stiger. Bare for en stund. Sangene er trods alt fulde af frustration, sårede følelser og god gammeldags vrede.

Men Coco er på en mission. Det her er hendes frigørelsesprojekt: Fri mig fra patriarkatet. Det her er min måde at gøre det på. Det er sådan, jeg har lyst til at lyde. Sådan, jeg har lyst til at se ud.

Og man fornemmede en åbenlys glæde og stolthed ved endelig at være landet og nu kunne stå på scenen, hvor hun mellem numrene var både uhøjtidelig, sjov og skarp.

Denne aften fik hun det lige præcis, som hun ville have det: en stilfuld ramme med et koncentreret og lyttende publikum, der ikke kunne andet end at lade sig rive med af Cocos stille storm.

Coco O.

Hotel Cecil, fredag