Berlingskes musikredaktør er klar med dommen: Her er årets ti absolut bedste sange
AOK
Musik
Guide
Året går på hæld, og det er tid til at gøre status. Hvilke sange gjorde største indtryk i løbet af det forgangne år? Berlingskes musikredaktør Michael Charles Gaunt kårer de ti bedste.
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
10
Gulddreng: »Helt sikker«
Det var Alphabeat, der lavede den officielle EM-slutrundesang denne sommer. Men det var Gulddreng, der lavede den bedste.
Tre år efter at have sendt sit succesfulde alterego på pension, trak Malte Ebert igen i Gulddreng-kostumet og gav os den perfekte fodboldbanger.
Landsholdets fortryllende spil på banen skabte euforiske tilstande, der mindede om de gode gamle dage med Dynamitholdet, og med sine nostalgiske 80er-referencer og et bombesikkert refræn var »Helt sikker« sommerens store pletskud.
Bag kunstnernavnet Girl In Red gemmer sig norske Marie Ulven Ringheim, der er blevet postergirl for en generation af moody teenagere.
Hun er ikke bare et ungt queer-ikon, hun er også en yderst talentfuld sanger, sangskriver og guitarist, der pakker store pop-hooks ind i mørk indierock.
»Serotonin« er en sang, der handler om være nede og deprimeret, men som selv fungerer som den perfekte modgift.
Alle de mørke tanker og frustrationer får frit løb og bliver fuldt forløst i en energisk hvirvelvind af en sang, der får både pulsen og ja, serotoninniveauet til at løbe løbsk.
Tom Jones beviser endnu engang, at han er meget mere end en simpel trussetyv. Over seks et halvt minutter tale-synger den 81-årige waliser sig sardonisk gennem et historisk oprids af fjernsynets gradvise ændring af vores virkelighedsopfattelse.
Fra månelanding over Michael Jacksons moonwalk til reality-tv-stjernen Donald Trump, der sælger os månen og indtager Det Hvide Hus.
Musikken tager et tydeligt cue fra Radiohead, men tilsætter så et helt fantastisk håndspillet trommespor, der tripper gennem jazzede afrobeatpassager for til sidst at kulminere i et støjende inferno.
Mildt sagt overrumplende og helt igennem vilde sager.
Hvor kom den her lige fra? Bedst som vi troede, at vi havde nogenlunde styr på lyden af The Minds Of 99 kom »Emil«.
Med fuglefløjt foroven, skvulpende bølger og blød akustisk guitar lød det som en børnesang i lige linje fra »Bamses Billedbog«, »Postmand Per« og »Oles Nye Autobil«. Men samtidig med konturerne af noget urovækkende lige under den naive overflade.
Emil har det det smukkeste smil. Men han har også den hurtigste bil. Og hen mod slutningen suser han pludselig afsted med »280 i timen« i sin racerbil. Et djævelsk lille twist, der sætter sangen i et helt andet lys. Er Emil i virkeligheden psykopat?
På »deja vu« synger et af 2021s helt store nye popnavne om, hvordan hendes ekskæreste gør præcis de samme ting med sin nye kæreste, som han plejede at gøre med hende. Hun væmmes. Vrænger af ham. Hvordan kan man være så falsk?
Jo tak, vi er helt klart i teenageland her, men Olivia Rodrigo er bare helt vildt god til at iscenesætte det, så man kan mærke dramaet.
Versene er fyldt med hyper specifikke detaljer, der får det hele til at køre som en film på den indre projektor. Og så må man bare lægge sig fladt ned over det snavsede breakbeat, der sætter ind efter halvandet minut, mens en forvrænget synth kaster digitalt grus i den ellers så velsmurte popmaskine.
Prisma, der består af søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen, er stadig et dugfrisk bekendtskab, men de har allerede godt styr på sagerne.
»Villains Of The Night« er en afsindig fængende rocksang, der både svinger som ind i helvede og suser afsted med 120 km/t med drømmenes faner hævet til kamp.
Deres stemmer klinger tæt som kun søstre kan, og de lyder bare sindssygt cool. Og så gør det bestemt heller ikke noget, at musikken lyder som et dreampoppet møde mellem Stereolab og U2, inden de blev frelste. Det er absolut ment som en ros.
På »My Little Love« lukker Adele os ind i det mest smertelige private rum. Over et tilbagelænet neosoul groove, melankolske strygere og sugende gospelkor synger hun direkte til sønnen Angelo om, hvordan hun har fejlet som mor. Hvordan hun har forvoldt ham smerte.
Hvordan hun har været helt ude i tovene efter skilsmissen fra hans far. Der er sågar realoptagelser af svære snakke mellem mor og søn og til sidst en, hvor hun grædende lægger alle de svære følelser frem.
Benjamin Havs vanvittige ordstrømme når deliriske højder på »Den dejligste boy«. Det er svært at forklare, hvad det er, der sker.
Er det house? Techno? Electro? Who cares? Eller som han selv formulerer det:
»Sagde, det var techno – Bo sagde: »Nej, det' electro« / Hold din kæft, Bo!«
Okay så. Men det går i hvert fald stærkt. Rigtig stærkt. Den større mening fortoner sig, men billederne brænder sig fast. Det er benhårdt. Vildt blødt. Føles godt. Og når det er slut tager man gerne en tur mere i karrusellen.
The War On Drugs har sjældent stået så skarpt og majestætisk frem som på titelnummeret fra deres femte album.
Vokalen er helt fremme, trommer og guitarer lyder af en milliard, og i omkvædet løftes vi mod himlen af et gigantisk kor, der stemmer i omkring Granduciels showstopper af et omkvæd.
»We’re just walking through this darkness on our own,« lyder det, så det runger i de hellige haller. En dyster erkendelse formuleret som triumferende kampråb. Du godeste, det lyder godt.
Andreas Odbjerg har allerede bevist, at han kan skrive sjov og festlig popmusik på dansk. Men med »I morgen er der også en dag« skrev han den sang, vi alle havde brug for at høre.
En sang der i de mest simple og letforståelige termer fortæller dig, at selvom livet er lort, så vender lyset altså tilbage. For i morgen er der også en dag. Banalt? Ikke spor.
Håb kan man aldrig få for meget af, og Odbjerg rammer følelsen så rent og universelt, at der hverken er plads til kynisme eller korslagte arme. Det er rent hjerte. Og musikalsk en stor kærlighedserklæring til The Beatles i øvrigt. En øjeblikkelig klassiker.