En meget alvorlig situation, overraskelse og undren over, hvordan problemet er opstået.
Sådan lyder nogle af de politiske reaktioner på den opsigtsvækkende sag om beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune, Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard.
»Hvis bare 50 procent af det, der står, er rigtigt, så er det en meget alvorlig situation. Så kan jeg godt have min tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan lappe det her,« lyder det fra Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, der medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Finn Rudaizky taler om den anonyme whistleblowerberetning, der er blevet lækket til pressen og kort sagt er ét langt angreb mod borgmesterens virke i forvaltningen.
Berlingske har læst henvendelsen, og den tegner et billede af en borgmester, der, som det hedder, »udøver vedvarende mobning af medarbejdere i store dele af forvaltningen«.
Ifølge medarbejdere »råber, græder og skriger« hun af medarbejdere til møder, hvis hun ikke kan lide deres budskaber.
Andre gange nægter hun at have øjenkontakt med medarbejdere, og der er »mange episoder, hvor Cecilia Lonning-Skovgaard nægter at hilse på specifikke medarbejdere«.
Finn Rudaizky mener, det er for tidligt at tale om tillid til borgmesteren eller ej, men:
»Det er en af de mest alvorlige borgmestersager, jeg har set. Det er kedeligt, og det går ud over så mange medarbejdere,« siger han.
Sagen kommer, efter at Berlingske for nylig beskrevet, hvordan Djøf og HK i et åbent brev på vegne af 2.000 ansatte blandt andet beretter, at »beskæftigelsesborgmesteren fortsætter en dybt problematisk politisk ledelsesstil, der er kendetegnet ved manglende tillid til forvaltningens medarbejdere«.
Derudover har hun også mødt kritik, efter at en ekstern advokatrapport fra DLA Piper til 70.000-80.000 kroner blev bestilt og skulle undersøge, om jurister i hendes forvaltning havde truffet de korrekte afgørelser i sager om aktindsigt, hvor dokumenter kan udleveres til blandt andet journalister. Rapporten kom frem til, at der ikke var nogen problemer med juristernes afgørelser.
Møde mandag
»Vi kan ikke have en borgmester, der opfører sig så respektløst over for medarbejderne. Det kommer jo oven i, at HK og Djøf har klaget på medarbejdernes vegne. Jeg tror ikke bare, det er en storm i et glas vand,« siger Finn Rudaizky.
Socialdemokratiets medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Andreas Keil, er også forbløffet over sagen.
»Det er jo nogle voldsomme anklager, så jeg er overrasket, også over omfanget,« siger han.
Ligesom Finn Finn Rudaizky forklarer Andreas Keil, at sagen nu vil blive taget op på et udvalgsmøde mandag.
»Først skal vi have en orientering om, hvad der er sket. Vi vil også gerne høre hendes version af sagen,« siger Andreas Keil.
SFs medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Harun Demirtas, er ærgerlig over sagen.
»Jeg vil hellere tale om, hvad der er blevet gjort forkert politisk, siden vi er endt her. Lige nu handler det kun om borgmesteren og hendes ledelsesstil. Og selvfølgelig er det ikke acceptabelt, hvis folk har ondt i maven, inden de kommer på arbejde,« siger Harun Demirtas.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets Helle Bonnesen fra Konservative siger, at hun håber på at få en forklaring til mødet, så udvalget kan forstå sammenhængen i forløbet.
»Jeg tager denne situation meget alvorligt, og mit største ønske er, at vi har nogle medarbejdere, der er trygge, og vi har en gensidig god tillid,« siger Helle Bonnesen.
Cecilia Lonning-Skovgaard har tidligere oplyst til Berlingske, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil få en redegørelse for forløbet omkring undersøgelsen:
»På det næste møde i det politiske udvalg på mandag får udvalget en redegørelse for forløbet omkring den eksterne juridiske rådgivning, som forvaltningen har modtaget fra DLA Piper. Samtidig er der lige nu et forløb, hvor jeg har bedt Arbejdsmiljø København om at hjælpe med trivslen i forvaltningen.«
Hun har ligeledes meldt ud, at der var tale om et karaktermord.
»Indenfor de sidste par uger er der opstået et forsøg på karaktermord på mig gennem bagvaskelse i medierne. Først var det anonyme kilder i flere medier. Nu er det gennem en anonym whistleblowerhenvendelse, der angiveligt skulle være sendt i fredags, som hverken direktionen eller jeg har set, men som er sendt til flere medier. Jeg vil ikke gå i detaljer med anklagerne, der går i øst og vest, men de er voldsomme og personlige og tegner et billede, jeg på ingen måde kan genkende,« skriver Cecilia Lonning-Skovgaard.