En opsigtsvækkende og ikke mindst positiv udvikling er indtruffet i Tingbjerg, skriver Politiken.

Normalt bliver den københavnske bydel forbundet med negative historier. Den har gennem årene lagt asfalt til flere skyderier, og under coronakrisen lød fortællingen, at beboerne havde lav tillid til myndighederne, og derfor var de tilbageholdende med at tage imod vaccinen.

Tingbjerg har også været at finde på listen over omdannelsesområder, som i daglig tale kaldes for ghettolisten. I december røg Tingbjerg dog af listen, og nu kan bydelen glæde sig over endnu en god nyhed.

Ifølge Politiken er andelen af elever på Tingbjerg Skole og Fritid, der er startet på en ungdomsuddannelse, 15 måneder efter at de har færdiggjort 9. klasse, steget fra 62,8 procent i 2016/2017 til 97 procent i 2020/2021. Skolen ligger dermed over landsgennemsnittet, som er 85,9 procent.

»Det er næsten for godt til at være sandt. Det, jeg synes er vildt ved det her, er, at det var en drøm. Men det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er ikke alle drømme, der gør det. Det er en kæmpe stolthed og glæde for os alle at være kommet hertil«, siger skoleleder Marco Damgaard til Politiken.

Skolen har 600 elever, hvoraf godt 80 procent er tosprogede.

Marco Damgaard forklarer til avisen, at den positive udvikling skyldes flere faktorer. Han fortæller, at skolens lærere begyndte at have højere forventninger til eleverne, for eleverne var imod skolens forventning glade for at gå i skole. Skolen har desuden skiftet ud i sit personale og er holdt op med at tage »misforstået hensyn« til både elever og forældre.

»Nu siger vi: Alle deltager i svømning og idræt og kristendomsundervisning, uanset religion. Og så har vi en klar forventning til, at forældrene bakker op og møder op,« siger skolelederen, der dog også erkender, at skolen får tildelt ekstra ressourcer på grund af sin socioøkonomiske profil.