Københavns Politi har konstateret, at unge festglade har fundet en ny måde at danse uden om coronarestriktionerne på.
Politiet har tidligere haft stor fokus på en stor gruppe af unge mennesker, der har søgt ud i det offentlige rum for at afvikle fester – spontant opståede fester, kalder ledende politiinspektør ved Københavns Politi Peter Dahl det. Det har blandt andet medført en del støjklager, bøder og beslaglagte musikanlæg.
Men nu bliver der altså også holdt mere organiserede fester, der har dansegulv, betaling og barer, og det vil Københavns Politi gøre noget ved, skriver politiet på sin Twitter-profil.
»Det er fuldstændig uacceptabelt, at der er nogen, der arrangerer de her fester, i denne her situation vi er i, med en smitterisiko for covid-19,« siger politiinspektør Peter Dahl og fortsætter:
»Så derfor vil vores indsats blive intensiveret i forhold til de her steder.«
Københavns Politi forklarer, at festerne ofte bliver holdt på øde steder, og at politiet derfor er afhængigt af, at der er nogen, der ringer ind og tipper dem om festerne. Arrangørerne af festerne lægger desuden begivenhederne ud på »hemmelige hjemmesider«, siger politiet.
Politiinspektør Peter Dahl afslutter med en direkte besked til arrangørerne:
»Jeg vil bare sige, at det godt kan gå hen og blive en dårlig forretning, hvis politiet kommer.«