To patruljevogne ankom til fest med flere hundrede unge på Nørrebro fredag nat og kørte igen efter 20 minutter. Imens fortsatte festen

Natten til lørdag festede flere hundrede unge i Nørrebroparken i strid med coronareglerne. To patruljevogne mødte op, men kørte hurtigt igen, selv om festen fortsatte. Det møder kritik fra de Konservative, og ifølge professor i virologi er det »præcis begivenheder som den, vi er bange for«.

Festen kunne høres på lang afstand. Høj musik og en summen af stemmer. Fredag nat var flere hundrede unge samlet på Nørrebro ved skaterparken uden for Café Friheden. På den grå beton sad mange med tomme pizzabakker, mens andre dansede med øldåser i hænderne til lyden fra store soundbokse.

Weekend efter weekend har hundredvis af unge festet i området, og det samme har gjort sig gældende ved områder som Islands Brygge og senest ved Refshaleøen, hvor TV 2 blandt andet har skrevet om piratfester. De såkaldte piratfester foregår ofte afsides og på hemmelige lokationer, hvor arrangørerne tjener penge på at arrangere og sælge alkohol til de ulovlige fester. Her slår flere hundrede unge sig løs, mens natklubberne fortsat holder lukket.