Berlingske kunne i går beskrive, hvordan imam Abu Bashar har fået kvinder til at skrive under på en kontrakt, der stiller skrappe betingelser for en skilsmisse.
Berlingske har af hensyn til den berørte part ikke valgt at offentliggøre den skilsmissekontrakt, vi har fået indblik i. Det sker af hensyn til kvinden i skilsmissekontrakten. Hun har ikke ønsket at udtale sig på grund af sin sikkerhed.
Odense Kommune har siden valgt at politianmelde imam Abu Bashar for psykisk vold efter dokumentationen. Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), kalder det »psykisk vold udført med en shariakontrakt«.
Af skilsmissedokumentet, der er på arabisk, og som Berlingske har fået oversat, fremgår det, at skilsmissekontrakten er »behandlet efter sharia«.
Sharia er – bredt formuleret – et ord for leveregler for god opførsel blandt rettroende muslimer. Mest omtalt er sharia formentlig, fordi det ofte betegnes som islamisk ret, og fordi der i flere moskéer eksisterer såkaldte shariaråd, hvor imamer blandt andet vejleder om skilsmisse.
Eksempler på hvad en shariakontrakt kan indeholde:
Du mister dine børn, hvis du gifter dig med en ny mand
Hvis du krænker din egen eller familiens ære, kan du miste forældremyndigheden til dine børn
Du skal betale 75.000 kroner til din eksmand – herunder også afleverer brudegaver tilbage
Du mister forældremyndigheden til dine børn, hvis du flytter mere end 130 kilometer væk fra nuværende bopæl
Du skal bekræfte, at du lærer dine børn Koranen, det arabiske sprog samt at bede fem gange dagligt. Ellers annulleres skilsmissen ikke
Du skal betale et beløb til imamen for at blive skilt
Du skal opføre dig »ordentligt« – ellers mister du retten til at se dine børn
Hvis du slår dine børn eller ikke giver dem mad, mister du retten til at se dem




