Partier på rådhuset lander lokumsaftale: Slut med børn, der tisser i bukserne

Nu skal de københavnske skoletoiletter have en overhaling, og det kommer særligt én skole til gavn.

De mindste børn på Rådmandsgade Skole på Nørrebro har ikke ligefrem været vant til luksus, når de har skullet besøge det lille hus i skoletiden.

Forældre og skolebestyrelse har derimod råbt op om elever, der enten holder sig eller tisser i bukserne, fordi toiletterne har været »for få og ulækre«.

Men nu er der hjælp på vej til skolens elever. Et flertal bestående af Enhedslisten, De Konservative, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om, hvordan de godt en milliard kroner, der ikke blev brugt i sidste års budget, skal bruges.

Partierne har blandt andet sat en million kroner af til øget rengøring af toiletter og en »pædagogisk indsats« på syv af byens skoler, der har døjet med dårlige toiletforhold. Det drejer sig om netop Rådmandsgades Skole samt Kildevældsskolen, Blågård Skole, Katrinedals Skole, Peder Lykke Skolen, Lundehusskolen og Skolen i Sydhavnen.

Partierne er desuden blevet enige om, at forvaltningen skal lave et notat, som belyser, hvilke skoler i København som har behov for flere toiletter, samt hvad det vil koste at udvide toiletkapaciteten. Notatet skal bruges i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger.

Stor utilfredshed

Dermed er der hjælp på vej til blandt andet Rådmandsgade Skole, der i årevis har klaget til skiftende børne- og ungdomsborgmestre over toiletforholdene.

Skolen sendte allerede en klage i 2020 til tidligere børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), og så sent som i januar luftede elever og forældre endnu en gang deres utilfredshed i forbindelse med en demonstration.

På Rådmandsgade Skole har fem 0.-klasser med i alt 112 elever måttet deles om tre toiletter, hvilket har vakt stor utilfredshed på skolen.

Udover børn, der enten holder sig eller tisser i bukserne, har det ifølge skolen selv også ført til maveinfektioner, hovedpine, snot og ondt i halsen blandt elever og lærere, ligesom børneorm og blærebetændelse også har været udbredt på de nederste klassetrin.

Den nye børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (K), krøb også til korset, da han blev forholdt toiletsituationen på nørrebroskolen.

»Det kan vi overhovedet ikke være bekendt,« lød det blandt andet fra borgmesteren.