Operationsleder mener, at der er sket et »svigt« i forbindelse med storbrand

Hovedstadens Beredskab, der ikke har set noget lignende i nyere tid, kommer med en bekymrende melding om den voldsomme brand, der antændte i fredags i Vanløse.

 
Privatoptagelser viser branden nær Grøndal station. Video: Paul Henrik Bang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der skete et »svigt«, da flammerne fik fat i taget ved opgang 6A på Grøndals Parkvej i Vanløse omkring klokken 13.52 fredag. Ilden bredte sig i en etageejendommen og endte med at ødelægge 15 opgange, hvor familier i 90 lejligheder måtte evakueres.

Selvom ingen personer kom til skade, står flere hundrede mennesker uden tag over hovedet.

Til TV 2 fortæller operationsleder hos Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen, at et eller andet ikke har været, som det skulle være.

»Det her må ikke ske. Der er på en eller anden måde sket et svigt. Formentlig omkring bygningskonstruktionen, men det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt,« siger Tim Ole Simonsen til tv-stationen.

Over 100 brandfolk fra flere beredskaber, men også et større antal frivillige, kæmpede med at bremse flammerne. Det var dog ikke muligt, hvorfor bygningen nu må jævnes med jorden.

Hovedstadens Beredskab har tidligere oplyst til TV 2, at det er en af de største brande, det har oplevet i nyere tid.

Derudover oplyste Københavns Politi mandag eftermiddag, at de brandtekniske undersøgelser er færdige, men:

»Resultaterne af de brandtekniske undersøgelser foreligger endnu ikke, men foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag,« skriver politiet.

Dansk Brand- og Sikringteknisk Institut er desuden blevet bedt om at udarbejde en fyldestgørende rapport om branden. Opgaven er stillet af Bolig- og Planstyrelsen.