Regeringen anklages for nøl. Tusinder af kvinder med brystkræft må vente for længe på hjælp

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) satte sig sidste sommer i spidsen for en taskforce, som skulle løse problemerne med lange ventetider på brystkræftområdet. Det er der ikke kommet noget som helst ud af, lyder kritikken nu fra patienter og regioner.

Camilla Sander sørgede selv for at blive hurtigt undersøgt på et privathospital, fordi det trak ud med at få en klinisk mammografi på et offentligt sygehus, hvilket er med til at forsinke behandlingen for et stort antal kvinder. Knuden i brystet, som hun tydeligt kunne mærke, har udviklet sig til metastatisk brystkræft Mathias Eis

Alt for mange kvinder, der lider af brystkræft eller frygter at være ramt af det, må fortsat vente alt for længe på den hjælp, der skal give dem de bedste chancer for at blive helbredt for og overleve den frygtede sygdom.

Imens nøler regeringen med at finde løsninger på, hvordan der kan skaffes flere medarbejdere på sygehusene til at undersøge og behandle kvinderne, hvilket er det altoverskyggende problem på brystkræftområdet, hvor antallet af patienter vokser markant i disse år.