Mange københavnere hungrer efter parkeringspladser og vil stort set gå igennem ild og vand for ikke at skulle cirkle rundt i 30 minutter for at finde en parkeringsplads en sen eftermiddag.

Og så er der de andre.

Dem, der mener, at det går for langsomt med at nedlægge parkeringspladser i København, og som hellere vil bruge pladsen til andre formål.

Disse borgere finder man blandt andet i Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Her har to borgere ansøgt om at oprette 12 parkeringspladser til ladcykler, og det indebærer, at to parkeringspladser til biler må lade livet.

Det har politikerne på rådhuset nu sagt ja til, men det er ikke alle, der er lige tilfredse med projektet.

Nogle kalder det uansvarligt, mens borgerne selv mener, at den nuværende placering af ladcyklerne skaber pladsmangel i gaden.

Generede fodgængere

Ideen til at nedlægge parkeringspladserne opstod, efter at forvaltningen sidste år gennemførte et byrumsforsøg i den østlige del af Nordre Frihavnsgade. Dette indebar, at der langs kantstenen på kørebanen blandt andet blev lavet parkering til ladcykler, mens bilparkeringen blev rykket ud på selve vejbanen.

Da forsøget var til ende, fik bilerne på ny plads langs kantstenen.

Det var de to borgere på Nordre Frihavnsgade rigtig kede af, for det indebar, at de mange ladcykler på ny skulle parkeres på fortovet, hvilket var til »stor gene for fodgængere, herunder ikke mindst kørestolsbrugere, ældre og folk med barnevogne«, som de beskriver i ansøgningen.

Med opbakning fra flere naboer søgte de derfor om at få lov til at oprette 12 ladcykelparkeringspladser, og det har politikerne så sagt ja til.

Forvaltningen begrundede indstillingen med, at der mangler ladcykelstandere på de adresser, hvor borgerne har bedt om lov til at nedlægge parkeringspladser. Forvaltningen bemærker samtidig, at der er 40.000 ladcykler i København, men kun 124 dedikerede ladcykelstandere.

Ikke ansvarligt

Det var dog ikke alle partier på rådhuset, der var tilfredse med indholdet af projektet.

De Konservative, som igennem en længere periode har kritiseret parkeringsforholdene i byen, foreslog, at de to parkeringspladser kun blev nedlagt, såfremt forvaltningen til gengæld oprettede to erstatningspladser på et område, hvor de konkursramte bycykler ikke længere skal holde.

Der var dog ikke opbakning til ændringsforslaget, og det betød, at de to parkeringspladser vil blive nedlagt uden erstatningspladser. Det mødte kritik fra De Konservative og Venstre:

»Med en parkeringsbelægning på over 100 procent, er det ikke ansvarligt at nedlægge parkeringspladser i området. Erstatningsparkeringspladserne kan med fordel placeres på området, hvor bycykelparkeringspladserne nedlægges; derved vil der være ledig plads der kan anvendes til erstatningsparkeringspladser,« sagde de to partier i forbindelse med afstemningen.