Lille padde sætter stopper for byggeri af 2.000 boliger i København

Et af de mest omdiskuterede byggerier i København i mange år ser ud til at blive forsinket i hvert fald et halvt år eller mere.

I området indtegnet med hvidt skal den kommende Fælledby på Amager Fælled opføres. Illustration: By & Havn

Den store vandsalamander har sat en foreløbig stopper for et meget større byggeri på Amager Fælled.

Det er konsekvensen, efter at Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelser om Københavns Kommunes tilladelser til, at selskabet By & Havn sammen med Pension Danmark kan opføre Fælledby med cirka 2.000 boliger i den sydlige ende af Amager Fælled.

Den store vandsalamander lever og yngler i byggeområdet.

Afgørelserne er foreløbige, men kan både forsinke og fordyre byggeriet, der som beskrevet gentagne gange i Berlingske har været genstand for stor diskussion, lige siden det blev vedtaget i 2018.

Afgørelserne er truffet efter klager fra blandt andre Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Amager Fælleds Venner.

Det betyder, at arbejdet med Fælledby-området skal sættes i bero allerede nu med »opsættende virkning«, som det hedder.

Nævnene forventer at »kunne træffe afgørelse i sagerne inden udgangen af januar 2022«.

Det er ikke mindst den såkaldte VVM-tilladelse fra kommunen, der dumper.

Ifølge afgørelserne dokumenterer tilladelsen ikke i tilstrækkelig grad, hvad der bliver gjort for sikre stor vandsalamanders fremtid på Fælleden, når der bliver bygget.

Den store vandsalamander er en såkaldt bilag IV-art og altså beskyttet ifølge EU-regler.

»Nævnene finder, at der i tilfælde, hvor der sker en nedlæggelse af et rasteområde (yngleområde, red.) for en bilag IV-art, må forudsættes nærmere oplysninger om beliggenhed, størrelse, kvalitet og funktion af de rasteområder, som nedlægges, set i forhold til omkringliggende raste- og yngleområder,« lyder det ifølge TV 2 Lorry:

»Endvidere må der forudsættes en nærmere begrundelse for, hvordan de konkret fastsatte afværgeforanstaltninger effektivt kan sikre, at den økologiske funktionalitet opretholdes på mindst samme niveau som hidtil.«

Brug tiden, siger professor

Juraprofessor på Københavns Universitet (KU) Peter Pagh har svært ved at forestille sig andet, end at byggeriet bliver forsinket.

Derfor opfordrer han Københavns Kommune til at bruge sommerferien på at komme i gang med at arbejde på en ny VVM-tilladelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet senere kan nikke ja til.

»Hvis jeg var kommune og bygherre, ville jeg gå i gang med en ny VVM-redegørelse med det samme. Skulle den vise skadelige virkninger, så ville jeg redegøre for, hvordan jeg vil imødegå dem, så jeg fik VVM-delen på plads,« siger han:

»Jeg ville gøre det nu. Sandsynligheden for, at afgørelsen ellers bliver den samme i 2022, er ret stor. Hele øvelsen skal i gang en gang til med offentlig høring og det hele.«

Han understreger derfor også, at de nye afgørelser »ikke betyder, at man ikke kan gennemføre byggeriet«.

»Det centrale er den opsættende virkning. Det betyder, at al byggeri, man har i gang, må stoppe, indtil nævnet har truffet afgørelse,« siger han.

Peter Pagh mere end tvivler på, at bygherre vil have held med eventuelt at klage over afgørelserne allerede nu og argumentere for, at der kun skal stoppes for byggeriet der, hvor der lever padder.

»Det er i hvert ikke sket tidligere. Det, man tager stilling til, det er jo den samlede VVM-tilladelse,« siger han.

Vennerne håber

Københavns Kommune oplyser i et skriftlig svar til Berlingske, at den »tager afgørelsen til efterretning og vil gå i dialog med nævnene om, hvorvidt der er behov for yderligere materiale i sagen«.

Bygherre oplyser på Fælledbys hjemmeside, at »nævnene har meddelt, at deres igangværende klagebehandling får såkaldt opsættende virkning«.

»Det betyder, at al byggeaktivitet på området skal standses indtil videre. Fælledby P/S følger myndighedernes anvisninger,« står der.

Det er heller ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra overborgmester Lars Weiss (S).

Ifølge Amager Fælleds Venner giver afgørelserne »håb for, at vi kan få stoppet det her byggeri i at blive realiseret«.

»Det giver fornyet håb for alle dem, som har fulgt os, og som håber på at få stoppet byggeriet på Lærkesletten,« siger talsperson for Amager Fælleds Venner, Steffen Rasmussen, til TV 2 Lorry.

Amager Fælleds Venner og DN omtaler dele af byggefeltet som Lærkesletten.