På den mondæne villavej Sigridsvej i Hellerup bliver Jan Leth Christensen kaldt »naboen fra helvede«, og han er ikke engang flyttet ind endnu. Men i kvarteret, hvor man parkerer sin Ferrari diskret i kælderen, og hvor velstanden hvisker, er hans tilstedeværelse alligevel synlig og synligt irriterende for beboerne på Sigridsvej, som nu efter fem års konflikt og adskillige retssager har meldt ham til politiet endnu en gang.
Den oprindelige årsag stikker nu op i form af en spids villa i glas og beton. Det er brugtvognsforhandlerens søn – som efter en succesfuld karriere, der har gjort ham hovedrig – er i gang med at realisere sin drøm. Villaen er tegnet af Bjarke Ingels, næsten færdigbygget og markant anderledes end de andre nærliggende huse i sten og tegl. Den aktuelle årsag er dog godt skjult bag byggepladsen for enden af Sigridsvej. Lige før Øresund reflekterer sollyset er der en smal stribe sand, der er med til at presse kvadratmeterpriserne i kvarteret i vejret. Her kan man bade. Men der er ikke megen plads, og pladsen bliver endnu mere trang af et lille undseeligt skilt.