En lang række af de politikere, der blev valgt ved sidste kommunalvalg i København, har skiftet deres parti ud med et nyt, snuppet titlen som løsgænger, eller også har de helt forladt Borgerrepræsentationen.
Et eksempel er Marcus Knuth, der skiftede Venstre ud med De Konservative, før han valgte at forlade Borgerrepræsentationen helt for at fokusere på sit arbejde i Folketinget.
Liberal Alliance findes slet ikke længere på rådhuset på trods af, at de ved det seneste kommunalvalg kom ind med to mandater. Med Heidi Wangs partihop til Venstre og Karina Bergmanns til De Konservative er der ikke flere byrødder på Liberal Alliances partikontor.
Det er blot nogle få af de partihop, der er set over de seneste fire år i hovedstaden.
I Aarhus har Alternativet taget alternative midler i brug for at garantere vælgerne, at de kan stemme på partiet med ro i maven om, at deres mandat ikke vil hoppe et andet sted hen efter valget.
Flere aarhusianske byrådskandidater fra Alternativet har skrevet under på en såkaldt »Aarhus-kontrakt«, hvor politikerne lover, at de ikke tager mandatet med videre, hvis de skifter parti i løbet af valgperioden.
Alternativets mange rokader
På Københavns Rådhus har Alternativet haft en del oplevelser med partihopperi over de seneste fire år.
Ved sidste kommunalvalg stormede Alternativet ind i Borgerrepræsentationen med hele seks mandater.
I dag er der kun én tilbage af de oprindelige seks, der blev valgt ind ved valget. Det er partileder og kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde. Samtidig er partiet reduceret til fire mandater.
Franciska Rosenkilde kalder »Aarhus-kontrakten« et super fint initiativ.
»Det er et fint redskab til at lægge en ro omkring det demokratiske arbejde. Vi som parti lærer hele tiden af vores erfaringer, og dette er jo også en måde at sige til borgerne, at I kan være sikre på, at når I stemmer på os, bliver stemmen på Alternativet.«
Hvordan kan det være, at I i København ikke vælger at lave samme kontrakt?
»Vi har ikke haft et behov for at gøre det i den her omgang i København. Men jeg er spændt på at se, hvad det betyder for arbejdet i Aarhus, og om det er noget, vi kunne finde på at brede ud.«
Ville sådan en kontrakt ikke være en god garanti for, at i næste valgperiode – hvis man stemmer på Alternativet – så bliver det mandat også i Borgerrepræsentationen for Alternativet?
»Jo, det kunne man godt forestille sig. Det er vigtigt for os er at være gennemsigtige og demokratiske og sørge for, at borgerne føler sig så tætte på deres demokratiske magt som muligt, så på den måde giver det rigtig god mening.«
Hvis man som vælger sætter kryds ved Alternativet, kan man så stole på, at det mandat, man er med til at stemme ind, også tilhører Alternativet, når perioden er overstået?
»Ja, så meget som man nu kan garantere. Det er jo også derfor, at vi har lavet et valgforbund med grønne partier i København i forhold til at være fuldstændig sikker på, at de grønne initiativer, vi arbejder for, kommer vores stemmer også til at bidrage med.«
»Man ved jo, hvad man stiller op til«
Partihopperi er på papiret fuldt legitimt. Når en politiker bliver valgt ind i et givent politisk embed, er det personen, der får tildelt mandatet. Dermed må de også tage det med videre i den givne valgperiode, hvis de ønsker det. Selv, hvis det er stemmer på partiet, der har fået politikeren ind på rådhuset.
I sidste ende er det et spørgsmål om politikerens samvittighed overfor vælgerne.
Det største parti i Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet, har også mistet et mandat i den igangværende valgperiode.
I starten af året forlod Kasandra Behrndt-Eriksen Socialdemokratiet og er nu løsgænger.
Partihopperi er ikke noget gruppeformand for Socialdemokratiet i København, Susan Hedlund, ser positivt på.
»Jeg synes, at det er vælgersnyd, når man stiller op på en liste, og man ikke lever det ud i forhold til ens politik. Man ved jo, hvad man stiller op til, og man ved, hvad for nogle grundlæggende værdier, der ligger i det parti. Så må man jo trække sig, hvis man ikke kan stå inde for den politik, man er blevet valgt på,« siger hun.
Susan Hedlund kan også godt se det gode initiativ i »Aarhus-kontrakten«, men hun har svært ved at se, hvordan det skal fungere i praksis.
»Hvis man laver sådan nogle kontrakter, så holder den ikke på det papir, den er skrevet på. Lige så snart du er valgt, så har du jo fået mandatet,« siger hun.
Generelt mener Susan Hedlund, at det er svært at gøre noget ved partihop.
»Som regel er det fordi, at man bliver uenige. Så kan man bare stå med et stykke papir. Det giver ikke mening for mig.«
