»Friværdi-millionær« fra Alternativet opfordrer sosu'en til at bo udenfor byen: »Jeg er en af de heldige«

Socialdemokratiet retter kritik af blandt andre Alternativet, som ikke mener, at det er muligt at sikre tilstrækkeligt mange billige boliger i København. Partiet mener derfor, at lavtlønnede skal kigge mod omegnskommunerne. S mener, at en rigtig socialist vil have delt byen med andre.

Hvis man er en god socialist, så deler man byen med andre, siger Jonas Bjørn Jensen (S). Alternativet i København mener dog, at der er begrænsede muligheder for at skabe flere billige boliger i byen. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Socialdemokratiets politiske ordfører i København, Jonas Bjørn Jensen, retter i mandagens Politiken en skarp kritik af en række »venstreorienterede borgere«, som han kalder for »friværdisocialister«.

Ifølge Jonas Bjørn Jensen vil »friværdisocialisterne« gerne selv eje en bolig i København, samtidig med at de er modstandere af en række konkrete boligprojekter, som skal give andre borgere den samme mulighed.

»De siger et, men gør noget andet. De siger, at de gerne vil have billige boliger, men når det kommer til stykket, stemmer de nej til metroen og lokalplanerne med de almene boliger, for det skal ikke lige være i deres baghave,« siger socialdemokraten til Berlingske, men erkender samtidig, at Socialdemokratiet selv har et ansvar for manglen på billige boliger.

Ifølge Jonas Bjørn Jensen er »friværdisocialisterne« repræsenteret på Københavns Rådhus ved blandt andre Enhedslisten, der har stemt imod en lang række almene boliger. Han mener også, at Alternativet repræsenterer denne gruppe, fordi partiet ikke ønsker at bygge sig ud af de stigende priser på boliger.

Alternativet håber, at borgere med hang til at bo i hovedstaden, vil bosætte sig i omegnskommuner som Gladsaxe, Herlev og Ballerup.

»Der er masser af kvalitet i eksempelvis Ballerup, men der er stadig mange borgere, der gerne vil bo i København, fordi det er et fantastisk sted. Det mest socialistiske ville være at dele byen med andre borgere, hvis du har noget, der virkelig er fantastisk,« siger Jonas Bjørn Jensen med henvisning til Alternativets politik.

Berlingske har bedt Kim Hjerrild, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget på Københavns Rådhus for Alternativet, om at besvare kritikken fra Jonas Bjørn Jensen.

Ikke en »menneskeret«

Kim Hjerrild har tidligere kritiseret Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Sophie Hæstorp Andersen, for at sige, at hun ikke ville bede sin datter om at bo i Rødovre. Kim Hjerrild mener nemlig ikke, at det er nogen »menneskeret« at bo i København. Desuden er det også usandsynligt, at kommunen kan bygge billiger boliger til alle, når efterspørgslen er så stor.

»Muligheden for at skabe reelt billige boliger inden for Københavns Kommunes grænser er begrænsede, og derfor skal vi se hele regionen mere samlet,« siger alternativisten:

»Alternativet er en by, hvor de indre bydele bliver så tæt bebyggede og befolkede, at vi ender med at ødelægge det, som gør København til noget særligt.«

Hvor bor du selv?

»Jeg er en af de superheldige. Jeg bor i smørhullet på Indre Østerbro i en lejlighed, som jeg købte for 26 år siden. Så jeg er friværdi-millionær. Jeg har personligt været politisk modstander af det beskatningsregime, som Socialdemokratiet har bakket op om. Men ja, jeg er en af de heldige i det mærkelige lottospil, som Københavns boligmarked har udviklet sig til at være. Det står jeg da ved.«

Er det ikke nemt nok at sige, at andre borgere skal bosætte sig uden for København, når du selv bor inde i »smørhullet«, som du kalder det?

»Jeg har fire børn, og de skal flytte på et tidspunkt. Jeg kunne aldrig finde på at stille dem i udsigt, at vi på rådhuset skal gøre det muligt, at de kan finde deres første lejlighed inden for kommunegrænsen. Det er fuldstændig uansvarligt og urealistisk. Men det udelukker ikke, at de kan være heldige eller vælger at stuve sig sammen mange mennesker på få kvadratmeter.«

Vil en anden vej

Ligesom Enhedslisten er Kim Hjerrild og Alternativet modstandere af projekter som Lynetteholm og byggeriet på Amager Fælled, fordi projekterne – ifølge partierne – blandt andet vil gå ud over Københavns grønne islæt og miljøet. Blandt andre Socialdemokratiet på rådhuset ønsker dog at gennemføre projekter som disse, da de vil tilføre København flere boliger.

Kim Hjerrild mener dog ikke, at disse projekter kan løse manglen på boliger, da Lynetteholm har lange udsigter, ligesom byggeriet på Amager Fælled ikke imødekommer efterspørgslen alene. Han tror desuden, at københavnerne vil en anden vej med byen:

»Jeg elsker at diskutere med en som Ole Birk Olesen (LA), for han toner rent flag. Han siger, at vi skal bare bygge meget tættere, og hvis vi vil opleve natur, må man tage ud af byen. Men jeg tror ikke, at det er det København, borgerne ønsker. De vil faktisk gerne bo i en by, hvor der er grønne områder.«

Er det ikke fair, at andre borgere får det privilegium, som du også selv har?

»Der er mange borgere, der ikke kan få det samme privilegium som jeg – og trods alt mange andre – har. Det er en del af det at have et boligmarked, som vi har. Men vi ville da ‘sagtens’ bo dobbelt så mange inden for kommunegrænsen, hvis vi bygger i højden. Men er det sådan et København, vi gerne vil have? Den diskussion tager vi gerne,« siger Kim Hjerrild og fortsætter:

»Der er ingen, der siger, at vi ikke kan lave fede bycentre og tætte bebyggelser i Rødovre, Ballerup og Herlev. Jeg voksede selv op i Ballerup, og i slutningen af 1970erne var der en meget levende og kreativ kulturscene. Det var fedt at bo i byen, og der var en masse unge mennesker, der kunne og ville noget. Den situation kan vi skabe igen.«

Blandet by?

Blandt andre SF har argumenteret for, at flere billige boliger er en nødvendighed, fordi de skal sikre, at velfærdsmedarbejdere som sosu-medhjælperen og sygeplejersken vil få bedre muligheder for at bosætte sig i København.

Får vi den blandede by, hvis disse medarbejdere ikke bosætter sig i København, men i en af omegnskommunerne?

»Der er sådan set ret mange billige boliger. Spørgsmålet er, hvordan borgerne kommer ind i dem. Der er masser, der vil få mulighed for at bo i disse boliger. Folk bliver ældre, og så kan der komme nogle nye ind. Det er et flow-system, så det er ikke sådan, at der lige pludselig ikke bor nogle sosu'er i København.«

Men vi kommer til at mangle velfærdsmedarbejdere den kommende årrække?

»Vi har klart brug for flere medarbejdere for at sikre vores velfærd. Den kortsigtede løsning er at sikre, at de har adgang til arbejdsvilkår, der er attraktive. Så kan sosu'er og socialrådgivere ligesom Djøf'ere og alle mulige andre håndtere deres konkrete situation. Og man kan faktisk godt fungere som sosu-medarbejder i Københavns Kommune og bo i Rødovre. Det tror jeg, at der er rigtig mange medarbejdere, der allerede gør.«

Vil du selv flytte til Ballerup?

»Jeg kunne ikke bo på Østerbro, hvis jeg var ny her. Så havde jeg taget konsekvensen og boet et andet sted. Men nu er jeg så heldig, og du må meget gerne skrive heldig med stort. For enhver københavner ved godt, at vi har indrettet os på en måde, hvor du enten kan være heldig at være kommet ind på boligmarkedet i tide, eller at dine forældre har skrevet dig op til en almen bolig, da du blev født.«