Konservative om risiko for en ny nedlukning i København: »Det må for alt i verden ikke ske«

Stigende smittetal i Københavns Kommune kan ende med at føre en ny nedlukning med sig.

Nye nedlukninger kan være på vej til København, hvis smittetallene fortsætter med at stige. Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Hastigt stigende smittetal truer lige nu Københavns Kommune med nye nedlukninger.

Nedlukningerne kan blandt andet risikere at ramme kommunens kultur- og fritidsaktiviteter samt butiks- og caféliv, og det vækker ikke ligefrem jubel hos Karina Bermann (K), der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune.

»Det er jo noget af et skrækscenarie. Jeg tror, vi er mange, der har tænkt, at det er et overstået kapitel, der ikke må ske igen. Jeg er klar over, at der er kommet den her smitsomme deltavariant, men vi er jo efterhånden mange, der er vaccinerede« siger hun.

København kan komme i risiko for nedlukninger, hvis incidenstallet når op over 300, samt hvis der er registreret 20 eller flere smittetilfælde i løbet af de seneste syv dage. Lige nu kategoriseres incidenstallet i kommunen som højt, og de høje smittetal har da også fået kommunen til netop at advare på Facebook om nye nedlukninger.

Skulle nye nedlukninger blive en realitet, er det noget, der ifølge Karina Bergmann ville være både politisk og personligt ærgerligt.

»Jeg synes, der er så mange store ting på spil. En ting er de økonomiske interesser, men det handler også om trivsel. Vi har brug for at komme ud og røre os i træningscenteret og være sammen med vores venner og familier, så vi ikke visner.«

Desuden peger Karina Bergmann på Frederiksberg Kommune som et godt eksempel på at få, hvordan man får styr på hastigt stigende smittetal. I maj nærmede kommunen sig nemlig nye nedlukninger men fik bugt med smitten, inden det kom så langt.

»De satte alle sejl til. Jeg håber, vi har samme beredskab her. Men der er også mange ting, der går for langt, og der har alt for længe været et forsigtighedsprincip, der er tolket alt for restriktivt,« mener hun.

Men er det ikke en god idé at lukke ned, hvis smittetallene stiger?

»Nej, det tænker jeg ikke. Det kan vi ikke holde til endnu en gang. Det må for alt i verden ikke ske.«