Der er endnu en gang kommet fart på smittespredningen i København.
I løbet af de seneste syv dage har der alene i Københavns Kommune været 1.670 nye smittetilfælde, og det er særligt de unge i Indre By og på Nørrebro, der står for smittetallene.
Det har nu fået Københavns Kommune til at advare om nye nedlukninger og restriktioner, hvis tallene fortsætter op.
Ifølge Signe Tholstrup, afdelingsleder i Københavns Kommunes sundhedsforvaltning, udgør de unge i 20erne lige nu 60 procent af de smittede i København, mens samme gruppe udgør 24 procent af de københavnske borgere.
»Vi kan se, at der er en overrepræsentation af unge mennesker. Der bor jo mange unge i København, og de bor tæt,« siger hun.
Dermed kan specifikke områder i København nu være truet af nedlukning, mens det samme gælder for hele kommunen. For de enkelte sogne gælder det, at når incidenstallet når 600, skal nedlukninger træde i kraft. Torsdag var incidensen i Helligånds Sogn i Indre By på 446, og smitten i flere sogne på Nørrebro ligger over 350.
»Vi har en række mindre sogne i Indre By, hvor der ikke skal så mange smittetilfælde til før, at det slår ud. Blandt andet holder vi øje med Helligånds Sogn,« siger Signe Tholstrup.
Bliver et sogn ramt af for høje smitte- og incidenstal, så skal skoler, daginstitutioner og fritids- og kulturtilbud lukkes ned, hvorimod det er langt mere omfattende med en nedlukning af hele kommunen.
Butikker og restauranter
Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut har der pr. 14. juli været en testjusteret incidens i hele Københavns Kommune med 189,47 smittede pr. 100.000 indbyggere, hvilket kategoriseres som værende højt.
Siden 28. maj har kommuner skullet sætte gang nedlukninger, hvis der er 300 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen, samt hvis der er 20 eller flere smittetilfælde i alt i løbet af seneste syv dage. Ifølge Signe Tholstrup er den testkorrigerede incidens steget markant fra sidste uge, hvor den her cirka lå på 150.
»Vi kan jo ikke forudsige, hvordan det kommer til at gå, men jeg havde ikke forudset, at det ville stige så meget.«
»Hvis en kommune skal gå igennem en nedlukning, betyder de nationale regler, at blandt andet butikslivet og restauranter skal lukkes ned. Så en kommunal nedlukning er langt mere omfattende end nedlukningen af et sogn, og minder om det, vi så, da landet lukkede ned,« siger hun.
Udover at butiksliv, restauranter og cafeer kan risikere at lukke, er kommunen også forpligtet til at lukke grundskoler, SFOer, klubtilbud og ungdoms- og voksenuddannelser, hvis kriterierne opfyldes.
Desuden skal lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, lukkes. Det gælder eksempelvis zoologiske anlæg, akvarier, museer og kunsthaller. Det samme skal sættes i gang for lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter – det gælder for eksempelvis idrætshaller, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler.

Rammer også Aarhus
Også i Aarhus har smitten fået fat. Midtbyen er nu i fare for at blive ramt af nye coronanedlukninger, skriver Aarhus Stiftstidende.
Det skyldes smittetallene i Vor Frue Sogn, som er steget voldsomt, og derfor risikerer blandt andet ARoS og Musikhuset snart at lukke, indtil smittetallene er kommet på ret kurs igen. I øjeblikket har Vor Frue Sogn en incidens på 463.
Nedlukninger og restriktioner kan ophæves igen, hvis kommunen i syv dage i træk har været under niveauet på de to parametre.