»Ingen handling er for symbolsk,« sagde Ellemann foran den russiske ambassade i København: Nu er Venstres forslag stemt ned

Venstre i København har ikke haft held med at ændre vejnavnet på den gade, hvor den russiske ambassade ligger.

Jakob Ellemann-Jensen talte også i forbindelse med, at Europæisk Ungdom og Radikal Ungdom demonstrerede sammen med andre ungdomsorganisationer foran Ruslands ambassade i København, onsdag den 23. februar 2022. Den 27. februar talte han foran ambassaden igen. Det sendte Venstre-politikere i København ud i et større arbejde. Mads Claus Rasmussen

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, tog ordet til en demonstration søndag 27. februar.

Demonstrationen var arrangeret af ungdomspartier og organisationer og fandt sted foran den russiske ambassade i København kort efter Ruslands invasion af Ukraine.

Demonstrationen fandt sted i Kristianiagade, og som reaktion på krigen burde vejen omdøbes til Ukrainegade, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

»Ingen handling er for lille. Ingen handling er for symbolsk,« måtte man forstå, men i praksis var denne handling noget sværere at føre ud i livet.

Ideen om at ændre gadenavnet blev stemt ned i både miljø- og teknikudvalget på rådhuset. Og i maj forsøgte Venstre sig så med et medlemsforslag i Københavns Borgerrepræsentation, men det blev ikke vedtaget, skriver Politiken.

»Vi må konstatere, at der ikke var opbakning til det desværre. Det er vi rigtig kede af, og jeg synes, det er superærgerligt, at Borgerrepræsentationen ikke ville være med til at sende det signal,« siger Venstres gruppeformand på rådhuset, Louise Theilade Thomsen til avisen.

Særligt Socialdemokratiet og De Konservative på rådhuset mener, at der har været tale om symbolpolitik, hvorfor de har været modstandere af forslaget.

Derudover ville en navneændring skabe store praktiske problemer for beboerne på Kristianiagade, der ville blive nødsaget til at ændre adresse.