I starten af ugen stod danske soldater i vand til anklerne under et angreb i Estland

Danske udsendte soldater i Estland har selv købt udstyr for at have gode nok uniformer. De mærker også både mangel på ammunition og reservedele. Men selvom mange af dem er »døde« i slutningen af denne reportage, er de glade for at være afsted.

Flere end 100 danske soldater deltager i øvelsen i Estland, der har til formål at træne landets reservestyrker. Tit er der pauser, men soldaterne skal være omstillingsparate, for et kald over radioen betyder, at de igen skal være klar til at skyde på fjenden. Emilie Lærke Boelsmark Henriksen

I en birkeskov nær den russiske grænse holder 35 danske soldater i deres store pansrede mandskabsvogne Piranha 5.

Soldaterne har hele dagen arbejdet på at eskortere en gruppe britiske kampvogne i sikkerhed fra bagholdsangreb. De ved aldrig, hvornår de igen står over for fjenden.