Gymnasium indfører krav om mundbind: »Det er en overreaktion«

Roskilde Katedralskole indførte onsdag et krav om brug af mundbind på skolens område, selvom det ikke er et krav fra myndighederne. Det bliver dyrt, vurderer flere af skolens elever. Skolens rektor ser dog ikke problemet.

Camilla Schultz og Anton Steen mødte ind til en noget anderledes hverdag, da de onsdag blev genforenet med deres klasse på Roskilde Katedralskole. Et par dage før skolestart havde deres rektor skrevet ud, at alle skal bære mundbind, når de færdes på skolen uden for klasselokalerne. Onsdag morgen stod han ude foran hovedindgangen og kontrollerede, at dette nye krav blev overholdt. Og det gjorde det. Stort set alle gymnasiets 1.500 elever havde medbragt mundbind, og de, der ikke havde, fik udleveret et.

Men sådan kommer det ikke til at være fremover. Eleverne skal nemlig selv finansiere mundbindene, der skal på, hver gang de forlader klasselokalet for at gå på toilettet, gå til næste time eller et smut ned i kantinen. Og det er problematisk, mener flere af de elever, Berlingske har talt med.