Renoveringer af frederiksbergske skoler og pladser må vige pladsen for at give luft i budgettet til en særdeles skandaleombrust svømmehal. Det skriver B.T.
Først skulle Frederiksberg Svømmehal stå færdigrenoveret i maj 2021. Så juli. Så dette forår.
Først skulle den koste 70 millioner kroner. Så var prisen pludselig 100 millioner.
Berlingske har tidligere beskrevet, at det er lige så mange penge, som andre kommuner betaler for en helt ny svømmehal.
I januar gik det helt galt. Her valgte Frederiksberg Kommune efter store konflikter med entreprenørfirmaet Skou Gruppen A/S at rive kontrakten over og opgive samarbejdet helt.
»Nok er nok. Vi har strakt os meget langt i denne sag, og nu er tålmodigheden simpelthen sluppet op,« som Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S), udtalte i en pressemeddelelse.
Nu lover borgmesteren dog, at svømmehallen er på vej – og så må andre projekter vente.
»Jeg er skeptisk over for, hvad projektet kommer til at kose, men det er ligesom, når man er ved at skifte tag på huset, så kan man ikke bare stoppe,« siger Michael Vindfeldt til B.T.
»Svømmehallen er fra 30erne, den er smuk og ikonisk, men den er ikke vedligeholdt. Det kommer til at koste en masse penge, og det må vi betale regningen for.«

Ifølge mediet er nogle af de projekter, Frederiksberg-borgmesteren vil nedprioritere til fordel for svømmehallen, renoveringer af skoler, en plads på Frederiksberg Bakke og Frederiksberg bymidte. Sidstnævnte er der sat omkring 30 millioner kroner af til.
»Vi er nødt til at prioritere svømmehallen frem for pæne pladser,« lyder det.
Derudover, skriver mediet, vil rådhuset bede kommunens institutioner om at spare, så de kun bruger 98,5 procent af de penge, de ellers har til rådighed.
Før projektet kan genoptages, skal det i et nyt udbud. Til B.T. siger Michael Vindfeldt, at han håber, Frederiksberg Svømmehal vil stå klar i første halvår af 2023.