Hvis man ikke vidste bedre, kunne man let foranlediges til at tænke, der var sket en ulykke foran den russiske ambassade i København.
I virkeligheden skyldes de røde plamager på mur og fortov en cyklist, som tidligt torsdag morgen har kastet rød maling på ambassadens facade.
Klokken 6.57 kom en mand på cykel kørende ved ambassaden, fortæller vagthavende hos Københavns Politi, Henrik Svejstrup.
»Vi var til stede dernede, da det skete. Han kaster maling mod ambassaden, og så kører han gennem passagen mod Kastelvej,« siger han.
»En patrulje sætter efter, men får ikke fat på ham.«
Han oplyser, at Københavns Politi nu efterforsker episoden som en hærværkssag.
Mener I, det har noget med den nuværende konflikt i Ukraine at gøre?
»Det er selvfølgelig en tese, vi har. Mon ikke det er det, det drejer sig om,« siger Henrik Svejstrup.
Ruslands ambassade i Danmark er ikke den eneste, der den seneste tid er blevet ramt af hærværk.
Mandag blev en mand anholdt, efter han angiveligt kørte en lastbil gennem indgangen til den russiske ambassade i Irlands hovedstad, Dublin.
Herhjemme har der, siden den russiske invasion i Ukraine begyndte, været flere store demonstrationer foran den russiske ambassade i Kristianiagade – et gadenavn, som også er oppe at vende.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, opfordrede i en tale foran ambassaden 27. februar Københavns Kommune til at omdøbe Kristianiagade til Ukrainegade.
»Ingen handling er for lille. Ingen handling er for symbolsk,« lød budskabet, og ideen er blevet taget godt imod af Københavns teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), som har bedt sin forvaltning undersøge sagen.
Henrik Svejstrup oplyser, at Københavns Politi er til stede i døgndrift ved både den russiske og den ukrainske ambassade:
»Der er mange demonstrationer løbende hver dag. Så i øjeblikket er vi begge steder.«