Flere tusinde demonstrerede foran den russiske ambassade: »Ukraine står ikke alene«

En lang række ungdomspartier samlede søndag eftermiddag op mod 10.000 mennesker til demonstration foran den russiske ambassade. Det lykkedes dog ikke hverken den nuværende eller tidligere statsminister at få ambassadøren til at reagere.

Politiet anslog, at der var samlet mere end 10.000 mennesker til demonstration foran den russiske ambassade i København søndag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skulle den russiske ambassadør, Vladimir Barbin, have valgt at kigge ud af vinduet søndag eftermiddag, ville der have mødt ham et opsigtsvækkende syn.

Flere tusinde mennesker stod nemlig uden for Barbins residens på Kristianiagade i København. Her stod de samlet, mange med ukrainske flag på kinderne og med hjemmelavede skilte i hænderne, mens de viste deres støtte til det ukrainske folk – og deres modvilje mod den russiske invasion.

»Vores demokrati og frihed er truet, og jeg føler som bedstefar en stor skam over, at vi skal overlade Europa til dem på den her måde. Det er forfærdeligt at vi nu igen skal opleve at Europa bliver truet, og derfor er vi nødt til at stå sammen,« sagde pensionerede Ole Østergaard Thomsen på en trappesten.

»Og jeg har ikke anden magt end at stille mig herind og vise min solidaritet med Ukraine og dets befolkning.«

Han kiggede dog ikke ud, Barbin. Gardinerne i den mondæne ambassade, der prydes af en sølvfarvet russisk ørn, forblev stramt trukket for. I mellemtiden trådte en række fremtrædende danske politikere frem og talte til de fremmødte.

Mange af de demonstrerende havde hjemmelavede skilte med til lejligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

Ukrainegade

Først i talerækken var statsminister Mette Frederiksen (S). Hun talte om, hvordan der i disse dage skrives verdenshistorie, og hvordan Europa og verden for evigt vil være forandret.

»Ruslands brutale angreb på Ukraine truer alt det, vi tror på. Der er opbrud i verden. Jeg er bange for, at vi går en meget usikker tid i møde. Men Ukraine bærer frihedens fakkel højt. Og verden over rejser folk sig i protest,« sagde Mette Frederiksen.

Statsministeren, der var klædt i en rød frakke, måtte lejlighedsvis afbryde sin tale som følge af bifald fra menneskemængden, når der blev omtalt populære emner eller tiltag. Største bifald under statsministerens tale gik dog ikke til hende selv. Det kom, da Frederiksen omtalte »den fantastiske præsident Zelinskij«.

Statsminister Mette Frederiksen talte til demonstrationen 'Stop Ruslands krig mod Ukraine' foran den russiske ambassade i København søndag. Hun talte blandt andet om, at Europa og verden for altid vil være forandret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

Efter Fredriksen indtog oppositionsleder Jakob Ellemann-Jensen (V) scenen. Han var mødt op til dagens demonstration med budskabet om, at »ingen handling var for lille, ingen handling for symbolsk.«

Den pointe understregede Ellemann-Jensen ved at opfordre Københavns Kommune til at omdøbe Kristaniagade til Ukrainegade.

Derudover snakkede Ellemann-Jensen også om mindre symbolske tiltag. Han opfordrede regeringen til at ramme Putin hårdt på pengepungen – også selvom det kan have konsekvenser for danskerne:

»En mand som Putin forstår kun hårdt mod hårdt. Han er ikke til at forhandle med. Han forstår kun et kontant modsvar. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at ramme Rusland hårdest muligt økonomisk. Og det skal vi også gøre, selv om det gør ondt på os selv,« sagde han.

Derudover opfordrede han regeringen til allerede i den kommende uge at indkalde til forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, der skal øge forsvarsbudgettet markant.

Efter oppositionslederen talte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og en række nuværende partiledere fra blandt andet Radikale Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF.

Send et signal

Ifølge det tilstedeværende politi var der samlet omkring 10.000 mennesker foran den russiske ambassade. Det betød også, at en stor del af de fremmødte havde svært ved at høre, hvad der blev talt om fra scenen.

»Jeg har ikke kunnet høre så mange af talerne, fordi jeg har stået her, men jeg synes, at det er et godt og vigtigt initiativ. Jeg tror på, at demonstrationer gør en forskel. Det har en stærk symbolsk værdi, at vi kan vise, at vi står sammen,« sagde iværksætter Benjamin Ajmi, da Berlingske mødte ham på hjørnet af Kristianiagade og Dag Hammarskjölds Alle.

Han var mødt op til demonstrationen, fordi han gerne vil være med til at sende et signal:

»Jeg vil gerne være med til at vise, at Ukraine ikke står alene. At vi har sympati for dem og føler med dem. Og så håber jeg, at vi i vesten vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem,« sagde han.

Ole Østergaard Thomsen fortalte, at han ikke plejer at gå til demonstration. Men for ham var det en måde at vise, at der er opbakning til politisk handling mod Ruslands styre:

»Jeg plejer ikke at gå til demonstration, men i dag gør jeg for at bakke op om det her. Og det er jo også et stort signal til politikerne om, at der er stor opbakning til, at man sender et fælles europæisk svar til Putins forfærdelige tyranni,« sagde Ole Østergaard Thomsen.