Man kan risikere at skulle væbne sig med tålmodighed, hvis man skal finde en parkeringsplads i København, og i efteråret kunne Berlingske beskrive, hvordan beboere i visse bydele dagligt bruger lang tid på at cirkulere rundt – én kunne endda berette om en intens parkeringsjagt, der havde varet i en time og 45 minutter.
Undervejs mister nogle bilister måske tålmodigheden til sidst, og så smider de bilen ind et sted, hvor de ikke må parkere og beder måske en bøn om, at forseelsen ikke bliver opdaget.
Men det gør den. I hvert fald i nogle tilfælde. Og måske i høj grad på særlige gader.
I hvert fald skete det hele 77.000 gange sidste år, at bilister i Københavns Kommune blev mødt af en lille seddel i ruden som følge af en såkaldt farlig parkering.
Godt 17.000 gange blev der i 2021 udstedt en p-afgift til en bilist, der havde taget chancen og parkeret på et fortov, en gangsti eller en cykelsti. Og godt 60.000 gange fik en bilist en afgift for at holde for tæt på et vejkryds, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Jesper Borch, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen, kalder det at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed for »en kerneopgave«. Han ærgrer sig over, at »farlige parkeringer igen i år fylder så meget i statistikken«, for det kan have store konsekvenser.
»Det kan måske være fristende at parkere et par meter for tæt på et kryds eller lige at smide bilen op over cykelstien, når man handler, men det skaber dårlige oversigtsforhold for ens medtrafikanter og risikerer at presse cyklister og fodgængere ud på kørebanen. Dermed skaber bilisterne potentielt farlige situationer for andre,« siger Jesper Borch.
277.558 afgifter
Men de 77.000 føromtalte afgifter udgør kun en lille del af det samlede antal afgifter, der blev opkrævet i løbet af 2021 i Københavns Kommune.
En opgørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen viser, at der i alt blev udstedt 277.558 parkeringsafgifter, hvilket er 50.000 flere end i 2020, men godt 55.000 færre end i 2019.
Det er dog svært at lave en direkte sammenligning, skriver forvaltningen, da coronakrisen påvirkede parkeringsmønstrene på grund af hjemmearbejde og lukkede butikker.
Det fremgår af opgørelsen, at Københavns Kommune har opkrævet afgifter for lidt mere end 145 millioner, mens kommunen samtidigt også har hentet tæt på en halv milliard gennem betalingslicenser.
En stor del af pengene skal kommunen dog sende tilbage til staten som modregning til den del af bloktilskuddet, kommunen har modtaget.
De ti værste gader
Berlingske har fået en opgørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen over de ti gader i København, hvor bilisterne blev pålagt flest afgifter i 2021.
Opgørelsen siger intet om, hvorvidt afgifterne skyldes såkaldt farlige parkeringer, hvor bilen eksempelvis har været parkeret for tæt på et vejkryds eller inde over en cykelsti, men udelukkende noget om antallet af afgifter.
Gothersgade i Indre By topper listen, og her bliver det fremover kun sværere for bilister at finde en parkeringsplads.
Gaden skal nemlig totalrenoveres, og det betyder, at 'hullet' i cykelstien, hvor man lige nu kan parkere, forsvinder.
Og selvom det måske kan føre til større frustration for de borgere, der bevæger sig rundt bag et rat, kan byens mange cyklister se frem til ikke længere at skulle ud på vejen og blande sig med tunge køretøjer som motorcykler, biler og lastbiler.