Fire meter høj »øjebæ« vækker opsigt i Gentofte: »Berlin har ringet. De vil gerne have deres mur tilbage«

Gentofte kommunes plan- og bygchef kalder en omdiskuteret mur nødvendig – og han lover, at den med tiden vil blive kønnere.

En ny mur i Gentofte har fået særdeles hårde ord med på vejen. Privat

En fire meter høj og grå betonmur er skudt op på Brogårdsvej i Gentofte.

Egentlig er det en støjvæg, som skal beskytte det nye kollegie- og familiebyggeri fra vejens larm – men dens udseende har skabt en hel del virak.

»Nej, fotoet er ikke fra Berlinmuren 1970,« indleder formand for Nye Borgerlige i Gentofte, Kenneth Olsen, et debatindlæg i Villabyerne.

»Hvor er de politikere, som skulle forsvare og bevare vores grønne og miljøvenlige Gentofte?«

Da Berlingske ringer til ham for en uddybning, har Kenneth Olsen ét ord, han vil beskrive støjmuren med.

»Jeg synes, den er grim. Direkte grim. Hvis den bliver stående, så er det ikke det eneste debatindlæg, jeg kommer til at sende,« siger Nye Borgerlige-formanden.

»Vi vil gerne have, at Gentofte bliver ved med at være en grøn by. Den skal ikke urbaniseres, så det kommer til at ligne indre København.«

Også på lokale Facebook-grupper har betonmuren fået flere til at reagere med ord som »øjebæ«, »frygteligt« og »rigtig dårlig løsning«.

»Berlin har ringet. De vil gerne have deres mur tilbage,« skriver en.

»Vestre Fængsels mure blegner jo ved siden af denne,« lyder det fra en anden.

Også en Lyngby-borger ved navn David Topp, som dagligt passerer vejen, har luftet sin kritik i et debatindlæg i Villabyerne. Også han drager paralleller til DDR-tiden.

»At Gentofte kommune har givet tilladelse til dette, og at der står arkitekter bag, er noget ubegribeligt. Jeg ville personligt være særdeles ked af at være nabo til dette stykke betonmur,« skriver han.

En nødvendighed

Ifølge chef for Plan og Byg i Gentofte, Michael Holst, er den stærkt kritiserede mur nødvendig for at skærme det nye byggeri for trafikstøj.

Ifølge ham vil muren fremstå mindre markant i bybilledet, når den efter planen skal dækkes af grønne planter, og når der plantes træer foran muren langs Brogårdsvej.

Til Sn.dk siger Michael Holst, at kommunen vil »holde øje med, om der kommer en pæn og ordentlig løsning« fra bygherrens side.

Kenneth Olsen giver ikke meget for, at muren skal skjules af planter.

»Jo, halvdelen af tiden hjælper det måske. Den anden halvdel er bladene faldet af træerne,« siger han.

»Der går ikke en måned, og så er den overmalet med graffiti. Kunne man ikke have fundet en bedre løsning?

Byggeriet, der skal rumme 48 familieboliger og 52 ungdomsboliger fordelt på seks etager, skal stå klar til indflytning 1. juli.