Få måneder efter hun blev valgt ind i København, tager hun orlov for at hellige sig Folketinget: »Jeg kan godt forstå, hvis Alternatives vælgere føler sig skuffede«

Det kan ikke komme bag på Alternativet, at der er et folketingsvalg i horisonten, lyder det fra Venstres gruppeformand i København.

Det var først efter kommunalvalget i november, Franciska Rosenkilde (Å) har indset, at det er for svært at have fokus to steder, fortæller hun. Derfor har hun nu taget orlov fra Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for at holde Alternativet over spærregrænsen ved næste folketingsvalg. Mathias Svold

At tage orlov – på ubestemt tid – godt en måned inde i en ny samling er »en kende useriøst«.

Det mener Venstres gruppeformand i København, Jens-Kristian Lütken.

Ordene falder om Alternatives politiske leder, Franciska Rosenkilde. Så sent som i november blev hun valgt til Borgerrepræsentationen i København.

Men nu – få måneder efter kommunalvalget – tager hun orlov for at forberede sig til det folketingsvalg, der senest om et års tid løber af stablen.

»Det kræver min fulde opmærksomhed. Det er vigtigst for mig som politisk leder at styrke Alternativet nationalt,« siger Franciska Rosenkilde til Berlingske.

Ifølge Venstres gruppeformand burde man have tænkt over det noget før.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke kan komme bag på Alternativet, at der er et folketingsvalg på vej,« siger Jens-Kristian Lütken.

»Jeg kan godt forstå, hvis Alternativets vælgere føler sig skuffede over det.«

Ved kommunalvalget i november 2021 tabte Franciska Rosenkilde kultur- og fritidsborgmesterposten, som hun har bestridt siden 2017 – men 2.620 personlige stemmer sikrede hende en plads.

»Det er et pænt stort antal mennesker, der har stemt på hende personligt,« siger Jens-Kristian Lütken.

»Det synes jeg da, man har en forpligtelse til at overveje. Det er landets største kommune, og vi tager stilling til rigtig mange beslutninger. Det ansvar skal man tage seriøst.«

Gruppeformanden understreger samtidig, det er Franciska Rosenkildes egen beslutning:

»Når det kommer til stykket, er det en sag mellem politikerne og dem, der har stemt på dem.«

Dansk Folkepartis Finn Rudaizky er enig i, at det er et anliggende mellem Rosenkilde, hendes vælgere og partiet.

»Jeg ville ikke selv have gjort det,« siger han.

»Hvis Alternativets vælgere synes det er okay, er det jo nødvendigvis ikke mig, som skal blande mig. Jeg drømmer jo ikke om at stemme på Alternativet.«

Den konservative gruppeformand i København, Helle Bonnesen, ønsker ikke at forholde sig til, at Franciska Rosenkilde har taget orlov så kort tid efter kommunalvalget.

»Hvordan andre partier forvalter deres mandater er jo op til dem,« siger hun.

Franciska Rosenkilde oplyser til Berlingske, at hun har frasagt sig løn og vederlag i den periode, hun er på orlov.

Samtidig fortæller hun, at det først var efter kommunalvalget i november, hun har måttet sande, det er for svært at have fokus to steder.