»Det er helt grotesk«: Flere har anmeldt parkeringsselskab for bedrageri

I en Facebook-gruppe med hundredvis af medlemmer deler bilister deres dårlige oplevelser med parkeringsselskabet EuroPark og inkassovirksomheden EuroIncasso.

Det betaler sig ofte at klage over en parkeringsbøde, viste en rapport fra Parkeringsklagenævnet i sommer. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Parkeringsselskabet EuroPark bruger ufine metoder til at inddrive flere penge fra bilister, der parkerer ulovligt i København.

Det er anklagen fra flere parkanter, som mandag anmeldte parkeringsselskabet og inkassovirksomheden EuroIncasso for bedrageri.

Sagerne er samlet hos Københavns Politi, der nu skal vurdere dem, skriver B.T.

Til Berlingske oplyser politikredsen, at der onsdag var modtaget omkring 14 anmeldelser.

I Facebook-gruppen »Samlet front mod EuroIncasso«, som i skrivende stund har over 400 medlemmer, deler bilister deres dårlige oplevelser med de to firmaer, der har samme direktør.

En af anmelderne er Ole Riis Hansen. Han fortæller til B.T., at han ud af det blå fik en såkaldt skyldnererklæring med posten fra EuroIncasso.

Her påstod inkassovirksomheden, at han skulle have parkeret ulovligt flere måneder forinden og efterfølgende fået fire rykkere for en bøde, han ikke havde betalt.

Bøden lød på 650 kroner. Men med rykkergebyr og sagsomkostninger er regningen løbet op i 1.458 kroner.

Men Ole Riis Hansen siger, at han hverken har fået bøde eller rykkere – selvom han anerkender, at han måske har parkeret ulovligt.

»Det er et svindelforetagende, og jeg tror overhovedet ikke på dem. Det er helt grotesk, det her,« siger han til B.T.

Det betaler sig ofte at klage

Mange bilejere har grund til at føle sig uretfærdigt behandlet, når de har modtaget en kontrolafgift – og det betaler sig ofte at klage.

En rapport fra Parkeringsklagenævnet viste i sommer, at private parkeringsfirmaer skriver mange uberettigede afgifter ud.

Derfor falder lidt over halvdelen af klagerne ud til bilisternes fordel.

»En stor del af dem bliver frafaldet af parkeringsselskaberne, inden man når til den reelle sagsbehandling, og så er der selvfølgelig nogle, der vinder i selve nævnet. Noget tyder altså på, at selskaberne skulle være bedre til at sagsbehandle klagerne ordentligt, når de kommer ind til selskaberne selv i første omgang,« sagde chefkonsulent i bilejernes organisation FDM Dennis Lange i den forbindelse til TV 2 Lorry.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra EuroIncasso, skriver B.T.