Hvis man havde set frem til at sætte sig til bords i aften og nyde den anmelderroste mad på Restaurant Sebastopol, må man væbne sig med tålmodighed.
Restauranten, der ligger på Sankt Hans Torv på Nørrebro, har nemlig være lukket siden 30. juni.
Det skyldes, at to medarbejdere er smittet med den specielle deltavariant, der er en særlig smitsom udgave af coronavirus.
Det skriver mediet Københavnliv.
Nedlukningen sker efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men der er ifølge mediet ikke tale om et påbud. Nedlukningen er derfor sket på ejernes eget initiativ.
Det fremgår af Restaurant Sebastopols Facebook-profil, at man har truffet valget om at lukke ned, fordi man vil »tage ansvaret for, at den (virussen, red.) ikke spredes«.
For at undgå det vurderede man, at man ville lukke restauranten »øjeblikkeligt«.
»Vi beklager de gener, der er forbundet med det, og håber rigtig meget at se jer igen allerede i weekenden,« lyder det fra ejerne.
Det fremgår af Københavnliv, at gæster, der har besøgt restauranten 25., 26. og 29. juni opfordres til at foretaget en coronatest, da det er de dage, hvor de to smittede medarbejdere har været på arbejde.
Restaurant Sebastopol forventer ifølge mediet at kunne åbne igen søndag.
Dansk Erhverv ønsker lempede isolationskrav
Deltavarianten regnes for at være særligt smitsom, og derfor opfordres nære kontakters nære kontakter også til at blive testet ved fund af varianten.
Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at mellem 16,2 og 25,3 procent af smittetilfældene i Danmark på nuværende tidspunkt er med deltavarianten.
Den særlige variant udfordrer også andre restauranter i hovedstadsområdet.
Onsdag kunne Berlingske beskrive, at Dansk Erhverv ønsker at få lempet isolationskravet for smittede med deltavarianten, der på nuværende tidspunkt går ud til tredje led.
»Vi mener, at det er disproportionalt i forhold til den smittesituation, vi står i,« sagde Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.
Deltavariant presser restauranter
Isolationskravene har haft konsekvenser for flere restauranter, der er er hårdt pressede oven på den lange nedlukning.
Torsdag kunne man i Berlingske læse, at man hos restaurantkæden Letz Sushi har været nødt til at sende i alt 12 medarbejdere hjem, fordi de var tredje led til en person smittet med deltavarianten.
»Vi havde i sidste uge en ansat, der på vedkommendes studie blev andet led til en person smittet med deltavarianten, og så er alle kollegerne, som hun møder ind på vagt med, jo tredje led, så de måtte alle sendes hjem. Hvis det sker igen, vil vi ikke have nok medarbejdere til at løse opgaverne. Så vil vi være nødt til at holde afdelinger midlertidigt lukket,« siger Anders Barsøe, administrerende direktør i Letz Sushi.
Anders Barsøe udtalte i den forbindelse, at deltavarianten og myndighedernes strategi har medført et tab for kæden på »nogle hundredtusinde kroner om ugen«.
Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere oplyst til Berlingske, at styrelsen i perioden 23. til 30. juni har bedt 8.803 nære kontakter og deres nære kontakter om at gå i isolation på grund af tilknytning til i alt 393 smittede med en særlig variant – primært deltavarianten. Styrelsen kunne i den forbindelse ikke oplyse, hvor mange af de knap 9.000, der var i tredje led.



