De Konservatives kredsformand i Sjællands Storkreds, Keld Holm, kalder de anklager, der rettes mod Naser Khader (K) om seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd, for »ubehagelige.«

Det gør han over for DR. Naser Khader har selv afvist anklagerne.

Naser Khader er opstillet i netop Sjællands Storkreds. Keld Holm kan fredag formiddag endnu ikke sige, om beretningerne fra fem kvinder om seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd fra Naser Khader vil få konsekvenser for ham.

»Det er lige lovligt tidligt at sige det, men vi kommer til at forholde os til det i løbet af i dag,« siger han til DR.

Ritzau har forsøgt at få et uddybende interview med Keld Holm.

Sagen handler om fem kvinder, der til DR har fortalt, at de mellem 1999 og 2019 er blevet udsat for krænkelser af Naser Khader.

Blandt andet skulle han have onaneret foran en psykolog og have trukket en kunstner med ind på sit soveværelse og ned på sin seng, da hun var forbi for at tage mål til nogle malerier, han havde bestilt af hende.

Tre af kvinderne står frem med navn.

Naser Khader har over for DR afvist anklagerne. Han husker nogle episoder anderledes, end kvinderne beskriver, og andre møder nægter han helt, har fundet sted.

Den konservative folketingspolitiker har siden april været på orlov.

Han blev sygemeldt fra Folketinget, efter at Berlingske bragte artikler om, at Khader har truet debattører, der var kritiske over for ham, med at gå til deres arbejdsgivere.

/ritzau/