Frederiksbergs socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt, sætter nu ind over for de biler i kommunen, som han tidligere har betegnet som »luksusbiler«.
Det drejer sig om veteranbiler, som holder langtidsparkeret i Frederiksbergs kommunale parkeringskældre. Michael Vindfeldt vil gerne have disse biler ud af kommunens parkeringskældre, for han hellere vil prioritere pladsen til de bilejere, der bruger bilen til hverdag.
Derfor har Socialdemokratiet sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og SF indgået en ny parkeringsaftale, der indebærer, at man fremover kun må holde syv dage i kommunalt drevne parkeringskældre.
Det sker for at undgå »sæsonbetonet parkering samt langtidsparkering«, fremgår det af aftalen. Det er nemlig ikke en kommunal opgave at sørge for, at disse bilejere kan få gratis parkering. Det har Michael Vindfeldt tidligere sagt til Berlingske:
»En veteranbil er et luksusgode, og det er ikke en kommunal kerneopgave at lave parkeringskældre til borgere, der skal have deres bil holdende i otte-ni måneder om året og måske kører i den i tre måneder. Der må være en grænse for galskaben på en eller anden måde.«
Ændringen kommer, efter at S-borgmesteren har modtaget mange klager fra borgere over disse veteranbiler:
»Klagerne kommer typisk fra borgere, der kommer hjem fra arbejde og ikke kan finde en p-plads i p-kældrene, som vi har anlagt i meget dyre domme. Jeg kan godt forstå, at de bliver provokeret, når de for eksempel ser en overdækket bil, der måske ikke har været ude at køre i et halvt år,« sagde Michael Vindfeldt til Berlingske i februar og tilføjede:
»Masser af frederiksbergfamilier har brug for en bil i det daglige eller til at køre i sommerhus med. Det synes jeg er helt o.k., og det er dem, vi skal lave parkeringspladser til. Ikke til veteranbiler eller luksusbiler.«
Michael Vindfeldt oplyser til Berlingske, at kommunen vil kontrollere begrænsningen ved at tjekke, om ventilen på bilens dæk har flyttet sig. Hvis den ikke har det, kan man konstatere, at bilen har holdt stille i mere end en uge. Metoden vil blive kombineret med videoovervågning.
Slut med gratis parkering
Indgrebet over for veteranbilerne er en del af en større parkeringsaftale på Frederiksberg, som er blevet offentliggjort fredag formiddag.
Aftalen er først og fremmest et opgør med den ordning, der i dag gør det muligt for kommunens gæster at parkere gratis i to timer:
Fremover kommer det til at koste – også for elbiler. Se de nye regler for byens gæster her:
Ordningen med to timers gratis parkering for byens gæster bliver afskaffet – og det gælder også elbiler, plugin-hybridbiler og motorcykler. Fremover bliver taksten fem kroner for første time, ti kroner for anden time, 15 kroner for tredje time og så videre.
Der vil fortsat være gratis parkering foran butikker på kommunens handelsstrøg i en halv til en hel time, eksempelvis på Gammel Kongevej.
Men aftalen medfører også nye regler og takster for byens egne borgere. De regler kan du se her:
Hele Frederiksberg bliver fortsat fastholdt som en parkeringszone – har man beboerlicens kan man parkere på hele Frederiksberg.
Beboerlicens for elbiler kommer til at koste 50 kroner om året.
Øvrige beboerlicenser kommer til at koste enten 250 kroner, 500 kroner eller 750 kroner afhængig af bilens miljøklasse.
Der kommer restriktioner i kommunens parkeringskældre, så man maksimum må parkere syv dage.
Der bliver indført beboerlicens for motorcykler. Den kommer til at koste 250 kroner om året.
Fremover kan en borger maksimum få udstedt to beboerlicenser. Prisen bliver dobbelt op for den anden beboerlicens.




